Menu

Vejen mod en god sæson

image
Henrik Brandt
19. august 2019 kl. 17:06

51 af spillerne fra U/19-årgangen i IF Lyseng brugte en weekendtur til Vejen Idrætscenter den 17.-18. august som sidste forberedelse til den nye sæson.

På drengesiden er U/19 den første årgang, hvor to årgange spiller på samme hold (2001/2002). Det giver nye udfordringer med at få spillerstaben smeltet sammen til at fungere godt sammen sportsligt og socialt og naturligvis med at få hold, trænere og spillere på en helt usædvanlig stor årgang til at fungere optimalt.

Formålet med turen var derfor også at få etableret et miljø, hvor vi allesammen uanset holdtilknytning i det daglige kender hinanden og ’hilser på hinanden’, når vi mødes på anlægget. En årgang, hvor vi hjælper hinanden og har den koordination, som er helt nødvendig med ét hold tilmeldt i Liga 1, tre hold tilmeldt i Liga 2 kval og to hold tilmeldt i Liga 3 kval i det kommende efterår.

Formålet var naturligvis også at få trænet godt og få afpudset spil og indbyrdes aftaler på holdene, før sæsonen for alvor går i gang. Man kan roligt sige, at alle spillere fik brugt sig selv til det yderste på turen. Heldigvis var der også tid til at slappe af i Vejen Idrætscenters fantastiske rammer med et indbydende svømme- og wellnessanlæg til opladning mellem træningspassene.

Vi spillede undervejs en uformel træningskamp mellem et kombineret ’andet/tredjehold’ mod ’fjerdeholdet’ (3-3) og en mere formel træningskamp som afslutning på turen mellem første- og andetholdet (1-0). Begge kampe med mange fine detaljer og endnu et bevis på, at vi har en helt fantastisk U/19-årgang, hvor der til den kommende sæson vil være omkring 100 spillere, hvoraf 60-65 spillere holder et højt sportslige niveau trods forskelle i ambitionsniveau.

Ikke blot skal to årgange samles til én over ferien. Vi oplever også i denne tid en strøm af tilgang, først og fremmest fra tidligere spillere, som vender tilbage til Lyseng igen efter et år på efterskole. Vi er stolte af den store interesse for at spille fodbold i IF Lyseng. Alle er velkomne, men den store tilgang giver naturligvis også visse praktiske og ledelsesmæssige udfordringer i et efterår med meget lidt tid til forberedelse på banen inden sæsonstarten for de fleste hold.

At spillerne på årgangen ikke kun er skarpe i benene, men også i hovederne måtte trænerstaben føle på mest smertelige vis lørdag aften, da trænerholdet blev uhjælpeligt sidst i den store fodboldquiz med blandede hold. Resultatet af den quiz må helst ikke slippe ud i en bredere kreds. Men det var selvfølgelig også lidt unfair over for trænerne, at stor en del af spørgsmålene handlede om nutidige emner.

Har du lyst at blive involveret i IF Lysengs fantastiske U/19 årgang som assistentræner/holdleder for et par af holdene en/to gange om ugen, har vi brug for et par ekstra hænder. Kontakt Henrik Brandt, 29210972, hvis du vil høre mere om opgaverne.

Information om cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikke videre på siden, accepterer du vores brug af cookies
Luk