Menu

Igen: DBU U/18DM Licens til IF Lyseng

image
Poul Højmose
12. april 2017 kl. 09:45

IF Lyseng kvinde-/pigeafdeling har netop modtaget den gode nyhed, at DBU’s Kvindeelitegruppe har behandlet IF Lyseng's ansøgning om U/18DM-licens for2017-2018, og at DBU har besluttet, at IF Lyseng igen - og for fjerde år i træk - skal tildeles licens. IF Lyseng er således blandt de 11 klubber ud af 17 ansøgere, som også næste år spiller i U/18DM pige-ligaen.

Det er med stor glæde, at IF Lyseng igen tildeles U/18DM Licens og som Annette Hansen, der er kvindeformand og DBU/DM licensansvarlig, siger, så er kvinde-/pigeafdelingen heller ikke kommet sovende til den: ”Når vi kigger tilbage på den rejse, vi i Lyseng har været igennem de sidste fire-fem år, så har vi arbejdet benhårdt og målrettet på at nå dertil, hvor vi er i dag, og der er sket store forandringer på såvel det ledelsesmæssige, det organisatoriske som det sportslige område", fortæller Annette Hansen og fortsætter: ”Vi står utroligt stærkt i hele organisationen – både trænermæssigt, spillermæssigt - vi spiller på det højeste niveau i alle ungdomsårgange fra U/12 til U/18DM og har 12 spillere med i DBU aktiviteter, herunder flere U/landsholdsspillere, og frem for alt er vi ledelsesmæssigt markant styrket med ledere som Peter Blichert-Toft, Jesper Steffensen, Mette Hansen, Mogens Andersen og Poul Højmose. Dertil kommer, at forældreopbakningen er kolossal fra de mindste til de ældste, og det gør en kæmpe forskel, at vi har så stor en opbakning hvor alle trækker i samme retning og er villige til at yde en ekstra indsats. Sidst dokumenteret, hvor 33 forældrepar betaler for, at deres fantastiske fodboldpiger i IF Lyseng-regi deltager i påskens Dallas Girls International Cup/IBERCUP, Texas/USA 2017". "Det er helt fantastisk og rørende".

Talent- og sportslig ansvarlig Poul Højmose peger også på, at "vi har på U/10 årgangen en fantastisk årgang af dygtige piger, hvad vi i øvrigt har hele vejen op til og med 02 og 01 årgangene, hvor der er flere potentielle landsholdsspillere. Således har Pernille Stenstrup Petersen allerede fået debut. Ligeledes har Maria Herdel, Emilie Rhode og Rikke Madsen allerede etableret sig som U/landsholdsspillere. Og der er flere lige ved siden af". Annette Hansen følger op "IF Lyseng pige-fodbold skal også stadig være for alle, også de spillere, der kun ønsker at træne een gang om ugen". Lyseng pigefodbold vil netop eliten via bredden og den sociale dimension!

I licensansøgningen har det også været aktuelt at beskrive IF Lysengs indsats i samarbejdet med lokalklubberne omkring udviklingen af pigefodbolden og rekruttering og fastholdelse af pigespillere. Jesper Steffensen, der har ansvaret for dette område siger: "vi er stolte over, at vi er blevet et kraftcenter på pigeområdet, som ikke bare er til gavn for Lyseng, men som er med til at udvikle piger i hele Østjylland og med til at skabe de bedste forudsætninger for, at pigerne kan udvikle deres potentiale og dermed komme langt med deres fodbold. Vi synes, at det er unikt at have et talentcenter, og det vil vi blive ved med at prioritere, og så er det jo ekstra godt, når DBU også anerkender vores arbejde”. Pt. har vi et samarbejde med: AIA/Tranbjerg, Stautrup IF, Odder IGF, Galten FS og Helsted Fremad.

I øvrigt forberedes et samarbejde med områdets skoler i forhold til rekruttering af piger i SFO/0.-3. klassetrin.

DBU har i deres besked om licenstildeling meddelt alle de 17 ansøgende klubber, at de vil opprioritere den sportslige dialog og sparring, og at DBU`s ungdomslandstrænere Søren Randa-Boldt, Lene Terp og Frank Johnsen vil besøge klubberne. Vi er glade for DBU’s udmelding om mere dialog, da vi er overbeviste om, at det er ad denne vej, at vi sammen kan sikre de bedste vilkår for pige-/kvindefodbold i Danmark.

https://www.dbu.dk/Nyheder/2017/April/licens_u18piger

Information om cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikke videre på siden, accepterer du vores brug af cookies
Luk