Menu

Historie

Vi skal helt tilbage til 1922 for at finde rødderne til det vi i dag kalder Idrætsforeningen Lyseng eller IF Lyseng Fodbold.

Det hele startede i Skåde, på gårdejer Valdemar Rasmussens marker, hvor en gruppe elever fra Skåde skole, havde fået kendskab til et besynderligt boldspil som hed fodbold. Efter at have fjernet diverse efterladenskaber fra den sortbrogede besætning, hyggede man sig efter skoletid med mere eller mindre tilfældigt sparkeri efter en læderbold.

Det var på den tid, da fodboldstøvler med træpropper var sidste nye skrig, at ideen til Skåde Boldklub opstod. Man fik en forening stablet på benene og på demokratisk vis valgt en bestyrelse.

Senere fik man lov til at benytte Skåde Skoles boldbane, som hed “Hønsegården”, og som stadig i dag benyttes af skolens elever.

Fodbold blev hurtigt en populær idræt, og mange af spillerne var tidligere gymnaster, som nu fandt megen glæde i dette nye spil.

Også dengang lagde man stor vægt på et godt socialt sammenhold, og i protokollen kan der læses om flere hyggelige udflugter med madkurven under armen og bal om aftenen.

I 1936 blev der nedenfor Hotel Kragelund anlagt en fodboldbane med et hyggeligt lille klubhus (I dag Marselisborg Hockey Klub). Bestyrelsen i Skåde Boldklub lagde omgående billet ind på at få lov til at benytte den dejlige nyanlagte bane. Dette blev bevilget, og naturligt nok vedtog man at tage navn efter området, og omdøbe klubben til Kragelund Idrætsforening.

I mange år var det hyggelige Kragelund Stadion, godt omkranset af høje træer, rammen om et godt klubliv, indtil Holme-Tranbjerg Sogneråd 1955 opkøbte 6 tønder land af Lysenggård´s jorder, hvorpå der blev anlagt 2 fodboldbaner og 2 håndboldbaner, netop på det sted hvor Lyseng Idrætspark i dag ligger. Samtidig blev der opstillet et nyt klubhus på arealet, et træhus som tidligere havde været sommerrestaurant ved Moesgård Strand.

I Holme blev der også spillet fodbold. På “Engen” nedenfor Holme skole havde eleverne spillet bold i flere år, og i området var der stor interesse for at starte en idrætsforening. Efter flere møder, bl.a. på “Dueslaget” hos Pedersen på Holme Kro, besluttede man den 1. april 1952 at danne Holme Idrætsforening, som fik træningsbaner på “Engen”, og på Holme Skole hvor også omklædning foregik.

Der berettes den dag i dag om de mange drabelige lokalopgør mellem Holme og Kragelund. Opgør som man altid så frem til, og som absolut ingen ville tabe. Det var grusomt når man tabte, og ikke til at holde ud at være offer for alverdens drillerier og spydigheder det næste halve år.

Kommunalreformen som kom den 1. april 1970 medførte store forandringer for områdets sportsaktiviteter. På lederplan gik Holme og Kragelund i gang med drøftelser i forbindelse med en sammenslutning af de to foreninger. Disse drøftelser resulterede i at der på en generalforsamling den 18. juni 1970 blev besluttet at slå sig sammen, og Holme´s røde og Kragelund´s grønne farver blev efter et kompromis, udskiftet med orange. Herefter blev den gamle danserestaurant fra Moesgård Strand nu samlingsstedet for Lyseng Idrætspark.

Midt i 70´erne var det ofte på tale, at klubhuset ikke var tidssvarende, og da det samtidig var noget af en brandfælde, var der forhandlinger i gang med kommunen om opførelsen af et nyt klubhus.

Imidlertid ville skæbnen, at der i 1978 gik ild i klubhuset, som nedbrændte totalt. Ingen kom til skade ved branden, og heldigvis fik tililende personer reddet pladsmandens schæferhund ud i tide. Et cigaretskod skulle være årsag til branden.

Der kom nu skred i forhandlingerne om hurtigt at få bygget et nyt klubhus, og i den mellemliggende periode, blev de udendørs omklædningsfaciliteter ved Lyseng svømmebad benyttet som en udmærket nødløsning.

I 1980 fik vi så vores nye dejlige klubhus, som på daværende tidspunkt var et af byens allermest moderne.

Siden er der anlagt 2½ fodboldbane på området over svømmehallen, og banen foran klubhuset er omlagt til opvisningsbane med bandereklamer og spillerbokse på den ene langside. I slutningen af 1990 gik man i gang med at lave den foreløbig sidste projektering på Lyseng af 1½ bane som erstatning for Kragelund Stadion, træningsbane i forlængelse af grusbanen.

Kommunen har i takt med udbygningen af Skådeparken, været meget positiv indstillet med bevillingerne til Lyseng Idrætspark, så vi i dag har et anlæg, som mange andre klubber misunder os.

Mange gode og udviklende år er gået siden det hele startede med fodbold i Skåde Boldklub, og mange gode minder fra tiden med Holme og Kragelund dukker stadig op. 

Vi tror på fremtiden, og på fodbold i Lyseng - en aktiv klub i fremgang.

Af tidligere hovedformand i IF Lyseng Fodbold, Aksel Rasmussen

 

 

Information om cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikke videre på siden, accepterer du vores brug af cookies
Luk