17-årige Johanne styrer Lyseng Kids
Det er ikke mange 17-årige, der kan bryste sig af, at have ansvar i en størrelsesorden som Johanne Bjerre. Hun er nemlig i spidsen for Lyseng Kids, der hver søndag har op til 50 drenge og piger til træning i Lyseng.
Johanne planlægger både træning, har kontakt med forældre, og så har hun ikke mindst det administrative ansvar.
En humørbooster
Men hvordan kan det egentlig være, hun hver eneste søndag trasker ned til Lyseng og træner børn i 3-5 års alderen – som i øvrigt er indendørs om vinteren og udendørs om sommeren?
- Det er bare så hyggeligt at komme ned og se og spille med børnene. De er altid glade, og det gør mig virkelig i godt humør. Og så er det jo bare fedt at spille en masse fodbold, lyder det fra den unge leder.
Men det er ikke kun fodbolden, der gør det sjovt:
- Det er jo først og fremmest fodbold på en anden måde. Det er bare berigende at lege med børnene, og de vil også bare nogle gerne snakke lidt. Og så er det ikke mindst fedt at møde så mange nye mennesker.
Man skal dog ikke være bange for, at presset er for stort for et så relativt ungt menneske:
- Hvis der er noget, kan jeg altid gå til Marc (Søballe red.), så jeg er helt tryg i min rolle.
Fodbold på en anden måde
Med en målgruppe der er så ung, er det ikke altid træningspas, som de fleste kender det, fortæller Johanne Bjerre:
- Vi træner ofte i stationer, og vi gør det faktisk kun cirka 10 minutter per station. Det er primært lege, så børnene har det sjovt. Og så laver vi for eksempel agility-baner, men kalder dem forhindringsbaner. Nogle gange har vi også dyr med, så børnene eksempelvis skal hoppe som kænguruer.
Johanne har været en del af Lyseng Kids siden 2019, men overtog ansvaret fra Marc Søballe.
Ikke den eneste tjans
For at det ikke skal være løgn, er det langt fra de eneste opgaver, Johanne har i IF Lyseng:
- Jeg er medtræner hos U7-drengene, og så er jeg med, når vi afholder Playmakers by Disney. Jeg er også lige blevet tilknyttet AGF Talent U13 hver fredag.
Ved siden af sine mange timer på Lyseng, går Johanne i øjeblikket på 2.G på Aarhus Katedralskole. Har du lyst til at læse mere om Lyseng Kids, kan du finde det lige her.