Menu

En investering i lokalområdets trivsel

image Der er vigtige grunde til at støtte en ny kunstgræsbane på Lysengs anlæg.
31. oktober 2022 kl. 13:39
Lysengs projekt 'Ny Kunstgræsbane' handler om langt mere end en kunstgræsbane

Af Henrik H. Brandt, fungerende klubansvarlig, IF Lyseng Fodbold

Forestil dig, at børn og unge i hele lokalområdet har klubhus og baner på Lyseng som deres andet hjem efter skoletid. Et sted, hvor de både kan træne og spille kampe i organiserede fodboldtilbud og leve fodbolddrømmen ud så langt talent og engagement nu måtte række. Og samtidig et sted, hvor de kan træne på egen hånd eller på tværs af aldersgrupper og køn, hvis de har lyst, eller måske bare hænge ud i klubhuset, hvis det regner.

Forestil dig at gå forbi Lysengs anlæg med barnevognen under din barselsorlov - eller måske med din stok, hvis du nyder pensionisttilværelsen:

Når du kommer til klubhuset, stopper du op og ser og hører begejstringen fra hundredvis af fodboldspillere til træning og kamp på kunstgræsbanen. Kig bare ind i klubhuset og Café Ræven. Vi har kaffe på kanden, en is i fryseren eller måske en stadionplatte og en fadøl til en af de store kampe på nationalt talentniveau eller i divisionerne... Højbjerg-området har fået et fantastisk nyt samlingspunkt hele året rundt...

Det er nemlig ikke ’bare’ en ny kunstgræsbane, vi gerne vil anlægge på IF Lysengs nuværende opvisningsbane. Det er et nyt lokalt samlingspunkt i en lokal forening, alle kan være stolte af, hvis de bor i 8270 Højbjerg og omegn.

IF Lyseng er i dag Jyllands største fodboldklub med næsten 1.800 medlemmer. Det burde vi egentlig ikke være, når vi ser på opland og banekapacitet, men hundredvis af engagerede trænere og dygtige frivillige har løftet foreningen derhen, hvor den er i dag.

IF Lyseng har en af de allerstørste ungdomsafdelinger i hele Danmark. Vi har et af de mest velorganiserede tilbud i børnefodbold i hele landet, og vi har seniorhold på alle niveauer fra de laveste serierækker og helt op i divisionerne, selv om vi er en amatørklub uden kontraktspillere. Gode motionstilbud til spillere i alle aldre har vi skam også på hylderne, og vi vil gerne have endnu flere gode tilbud for borgerne i Højbjerg.

Altid liv på banerne
Paradoksalt nok er en del af forklaringen på vores hidtidige succes som lokalområdets fodboldklub måske i virkeligheden, at vi er klemte på pladsen på Lyseng i sammenligning med snart sagt alle fodboldklubber. Sportsligt set er det bestemt ikke ideelt, men på den anden side har vi altid et fantastisk mylder af liv på banerne fra de tidlige eftermiddagstimer til sen aften. Vi har en fortætning af aktiviteterne, og børn og unge vil gerne være der, hvor ’de andre’ er.

Det er heldigvis hos os...

Vores udfordring er bare, at kapaciteten på græsbanerne i dag er alt for lille. Det er især helt galt, når mørket sænker sig tidligt om efteråret, eller når græsbanerne lukker for at hvile sig i hele vinterhalvåret og i sommerferien. En stor del af året er vi stærkt begrænsede i vore udfoldelsesmuligheder, og mangel på kapacitet på anlægget er vores absolut største udfordring.

Derfor skal vi snarest muligt have mere kunstgræs på Lyseng, så banerne kan tåle en langt højere belastning, og så langt flere spillere kan træne en større del af døgnet og naturligvis året rundt.

Mere kunstgræskapacitet på Lyseng vil forbedre foreningens muligheder helt enormt. Vi vil have plads nok til alle, og vi er os ansvaret bevidst både i forhold til de lokale børn og velkendte medlemmer, der trillede deres allerførste bold som tre-årige i Lyseng Kids, og i forhold til de mange breddespillere og ambitiøse talenter, der som teenagere komme til os i Lyseng for at udvikle sig som fodboldspillere i et rigtig godt fodboldmiljø med byens bedste og mest engagerede stab af trænere og ledere.

Vi vil have et fantastisk klubliv og et inviterende klubhus for hele lokalområdet, og vi vil også gerne have et sportsligt tilbud på højeste niveau med tid og plads til de efterspurgte træningspas og til alle de hundredvis af hjemmekampe og børnestævner, der skal afvikles i en så aktiv klub som IF Lyseng.

Kunstgræs = kapacitet
Derfor er arbejdet med at samle ind til at omlægge den nuværende opvisningsbane til kunstgræs af helt afgørende betydning for IF Lyseng Fodbolds fremtidsplaner.

Ved at lægge opvisningsbanen og de tilstødende opvarmningsarealer nærmest klubhuset om til kunstgræs får vi trukket en større del af aktiviteterne og livet på Lyseng hen til klubhuset. Vi kommer til at kende hinanden mere på kryds og tværs af hold, og vi kommer til at hænge ud i klubhuset lidt længere, fordi der altid sker noget spændende på banearealerne. Der vil altid være en god grund til at lægge vejen forbi livet på Lyseng, for vore egne mere end 1.500 børn og unge i alderen 0-24 år og for beboerne i lokalområdet.

En ny kunstgræsbane på opvisningsbanen er blot første del af en ambitiøs helhedsplan, som også omfatter klubhusudvidelse samt mindre træningsarealer til ’skills’ og styrketræning og en lille tribune, som ligeledes vil drage kvarterets børn og unge til anlægget både til de store kampe og på almindelige træningsaftener. Man skal jo lige se, hvad der sker…

OK, lad os bare lægge de romantiske gulvvioliner lidt til side:

Det er ganske rigtigt blot en firkantet kunstgræsbane med tilstødende opvarmningsarealer, vi samler ind til i første omgang. Men sådan en firkantet bane vil øge vores kapacitet til træning og kampe med titusindvis af nye aktivitetstimer for børn og unge hvert eneste år. Vi er allerede i dag suverænt den forening i Aarhus, som skaber flest aktivitetstimer for børn og unge efter folkeoplysningsloven, men vi er ved at vokse ud af rammerne.

Der ligger derfor store drømme og planer for at skabe Danmarks bedste fodboldmiljø bag projekt Ny Kunstgræsbane. Vi håber på medlemmernes og hele lokalområdets opbakning til projektet. Lad julegaven til kvarterets trivsel gå til IF Lysengs skattefradragsberettigede indsats til en ny kunstgræsbane. Vi lover, at den gave bliver til gavn for hele lokalområdet.

Læs meget mere om Lysengs projekt 'Ny Kunstgræsbane' på dette link.

Giv en skattefradragsberettiget donation til projektet inden nytår gennem DBU gaveindsamling. Hver en krone tæller. Benyt dette link.

Følg med på Facebookgruppen ’IF Lyseng Ny Kunstgræsbane’ på dette link.

Information om cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikke videre på siden, accepterer du vores brug af cookies
Luk