Menu

En status: Vejen til mere kunstgræs på Lyseng

image En typisk træningsaften med fantastisk liv på Lysengs nuværende kunstgræsbane. Det nye kunstgræsanlæg skal give os plads til bedre træning og flere kampe året rundt - og plads til flere hold.
28. december 2023 kl. 23:00
IF Lyseng Fodbold sætter alle kræfter ind på at få et nyt kunstgræsanlæg klar på den nuværende opvisningsbane i løbet af 2024.

Der er ingen tvivl om, hvad IF Lyseng Fodbold ønsker sig allermest i det nye år: Nemlig en omlægning af den nuværende opvisningsbane nærmest klubhuset til en lækker kunstgræsbane, så vi kan tilbyde alle vore medlemmer langt bedre kamp- og træningsmuligheder året rundt og trække en større del af klublivet tæt på klubhuset hele året.

Nedenfor følger en kort status på kunstgræs-situationen i IF Lyseng Fodbold.

Vi er p.t. med hjælp fra en ekstern rådgiver i gang med at søge myndighedstilladelse og forventer at kunne lave et udbud på et nyt kunstgræsanlæg i løbet af vinter/forår 2024, men vi skal også have finansieringsgrundlaget for en ny bane helt på plads i de kommende måneder.

Økonomien
IF Lyseng Fodbold har allerede sikret sig en bevilling på op til 6 mio. kr. (max. 50 pct. af anlægssummen) fra Aarhus Kommunes anlægspulje samt mulighed for et kommunegaranteret lån til en del af restfinansieringen.

Vi skal dog stadig selv kunne lægge 1,5-2,5 mio. kr. i kontant indskud til anlægsfasen, og vi skal naturligvis kunne klemme den årlige omkostning til afdrag på lånet samt drift af baneanlægget ind i vores budget.

Det er en udfordring for os, men vi skal i mål.

For at komme i mål med det nye baneanlæg sætter vi forskellige tiltag i gang:

  • Indsamling via skattefradragsberettigede donationer. Du kan stadig nå at donere inden nytår. Beløbet indberettes automatisk til din selvangivelse. Benyt dette link.

  • Sponsorkoncept for banesponsor og bandesponsorer på den nye bane. Se sponsorkonceptet nedenfor. Kontakt sponsor@lyseng.dk, hvis du vil høre mere.

  • Ekstraordinært kunstgræskontingent for alle medlemmer i 2024. Beløbet er ikke endeligt fastlagt endnu.

  • Generel fundraising.

  • Nødvendig spareplan i 2024. IF Lysengs medlemstal og omsætning er støt stigende, men det er klubbens omkostninger også. Bestyrelsen har derfor iværksat forskellige driftsbesparelser på budgettet for 2024 for ca. 0,5 mio. kr. for at få driften i klubben i bedre balance. Vi må simpelthen rykke sammen i bussen. Nogle goder spares væk fra forskellige segmenter i 2024, men den nuværende generelt flotte medlemsservice og gode bemanding fortsætter uændret.


Når vi får det nye baneanlæg klar, vil vi kunne spare en del penge på ekstern baneleje hos andre klubber. Vi vil samtidig kunne tilbyde flere træningstimer og bedre mulighed for hverdagskampe for flere hold og spillere.

Alle hold vil opleve at få bedre træningsvilkår på bedre baner. Desuden vil en ny kunstgræsbane tættere på klubhuset helt enkelt styrke klublivet til hverdag og kampe i klubben, og derigennem vil vi også få mere liv og større omsætning i Café Ræven.

Hvilken banetype får vi?
En af udfordringerne er det kommende EU-forbud mod salg af polymerisk infill (gummigranulat) til kunstgræsbaner med virkning fra 2031.

Aktuelle forskningsbaserede målinger tyder dog på, at udledningen af mikroplast til vandløb fra baner med gummigranulat reelt er meget begrænset (se Silkeborgbanen).

I princippet må vi stadig gerne anlægge den nye bane med polymerisk infill, men IF Lyseng vil gerne gå foran på bæredygtighed, og vi har i de forgangne måneder grundigt undersøgt et alternativ med en bane helt uden infill (nonfill) med bl.a. fabriksbesøg i Holland, grundig research og testbesøg på en helt ny nonfill-bane på Falster - den første i Danmark. Solnedgangen over det flotte nye nonfill-anlæg på Næsgaard Efterskole på Falster kan ses på billedet nedenfor.

P.t. arbejder vi derfor hen imod en ny bane helt uden infill, men en sådan bane er dyrere i anlæg, og der er indtil videre begrænsede erfaringer med nonfill-baner i Danmark. Vi tror, vi finder en god løsning, men vi skal være helt sikre på, at en nonfillbane har den ønskede holdbarhed og lever op til de spillemæssige krav til divisionsfodbold osv.

Hvis vi vælger en nonfill-løsning, kan vi ifølge udmeldingerne fra Aarhus Kommune se frem til et ekstra anlægstilskud fra Aarhus Kommune, men desværre ikke nok til at dække hele merudgiften ved en nonfill-løsning.

Der findes også andre former for infill end polymerisk infill. Mest velafprøvet er kork, men vi er p.t. ikke overbeviste om, at vi kan få en bane med kork, sand eller andre former for alternativt infill, som både har den ønskede kvalitet under alle vejrforhold og en bæredygtig driftsøkonomi.

Derfor sigter vi p.t. på nonfill som første prioritet, men med en klassisk granulatbane som bedste alternativ trods det kommende forbud mod salg af gummigranulat.

I første omgang består det nye baneprojekt af en 11 mands bane + tre mindre tilstødende banearealer.

Det er hensigten, at det ene af disse mindre arealer i næste etape skal omdannes til en særlig skillsbane med mulighed for styrketræning, motorisk træning og teknisk træning. Desuden vil vi i næste etape også gerne have en lille tribune.

Vi ønsker simpelthen at skabe et levende samlingspunkt for Højbjerg med kunstgræsbanerne, skillsbane (til både selvtræning og holdtræning) og klubhus som omgangspunkt for et fantastisk socialt liv og træningsmiljø for børn, unge, forældre, tilskuere og fodboldmotionister i alle aldre.

Vi mener det alvorligt, når vi både ønsker at være lokalområdets klub for alle børn, unge og voksne, og når vi samtidig også vil være et regionalt kraftcenter, hvor drenge og piger kan udvikle deres talent bedst muligt. Som Jyllands p.t. største fodboldklub skal vi kunne magte begge dele, men det kræver bedre baneplads året rundt.

Hvad med den gamle kunstgræsbane?
Det gamle kunstgræsanlæg fra 2012 har en meget stor del af æren for Lysengs vækst både sportsligt og medlemsmæssigt i de senere år.

Vi har et fantastisk liv på anlægget, og det skal vi fortsat have. Derfor har vi sideløbende med anlæggelsen af det nye baneanlæg en opgave foran os med også at bringe det eksisterende anlæg op til optimal standard.

Det indebærer, at kunstgræsbelægningen på den gamle bane skal fornyes senest i 2025. Banen er slidt, og der udføres løbende reparationer på banen. Også her får vi brug for en betydelig kapital for at løfte udskiftningen af selve banetæppet.

Foreningen IF Lyseng Fodbold overtager fra nytår ejerskabet til banen fra Lyseng Kunstgræs ApS, der hidtil formelt har ejet og drevet banen og modtaget en årlig husleje fra IF Lyseng Fodbold. IF Lyseng skylder fortsat lidt over en halv mio. kr. på lånet i baneanlægget og skal ud på lånemarkedet for at komme i mål med det nye græstæppe på den gamle bane.

Alt i alt kan IF Lyseng Fodbold se frem til stigende årlige omkostninger til drift og anlæg af kunstgræsbaner i de kommende år, men ved fælles hjælp skal vi kunne løfte opgaven.

Vi kan næsten ikke vente til den dag, IF Lyseng kan tilbyde både egne medlemmer og gæster på anlægget to lækre kunstgræsbaner og et samlet kunstgræsareal til træning og kamp svarende til næsten tre fulde baner hver dag året rundt.

 

Yderligere oplysninger:
Administrativ leder Henrik H. Brandt, henrik@lyseng.dk, tlf. 29210972

 

 

 

 

Information om cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikke videre på siden, accepterer du vores brug af cookies
Luk