Menu

Fodboldskolen er et symbol på, hvor stærke vi er i IF Lyseng

image Uden sponsorer - ingen fodboldskole i IF Lyseng. Det samme kan siges om forældre og trænere.
MS/RGT
12. juli 2022 kl. 17:07
I uge 26 løb den årlige fodboldskole afsted på IF Lysengs dejlige fodboldanlæg. Omkring 430 drenge og piger var samlet til en uge fyldt med fodbold, godt humør og gode venskaber.

30 trænere og 20 assistenter klædt i flot, nyt trænertøj mødte ind kl. 08.15 til morgenmad og briefing hver dag i uge 26, inden de kl. 09.00 startede dagens program rundt på banerne for de mange deltagere.

Både trænere og assistenter har stort set alle deres daglige gang på Lyseng, og var der mulighed for at træne andre hold, end dem de plejer og i andre teams, end de gør sig i til daglig. En rigtig god mulighed for at skabe nye relationer både med klubbens medlemmer og de øvrige trænere.

Nye trænere i svøb?
De mange assistenttrænere spiller også til dagligt i Lyseng på et ungdomshold på enten drenge- eller pigesiden. Flere af dem er til dagligt hjælpetrænere i klubbens børneafdeling, men for mange af dem var det også første gang, at de fik prøvet trænergerningen af, og mon ikke vi ser flere af dem som trænere i klubben i fremtiden?

Det skyder Marc Søballe, ungdomsudviklingstræner og en del af fodboldskoleudvalget, i hvert fald på:

- Det var fedt at se så mange IF Lyseng-spillere agere trænere, og de indgik hurtigt i gode relationer med vores nuværende trænere. De hyggede sig, sugede til sig og havde en god omgang med de mindste, så det ville ikke overraske mig, hvis de en dag står på sidelinjen.

Kyndig målmandstræning og masser af afslutninger
I løbet af ugen fik alle med interesse for at være målmand muligheden for målmandstræning ved Christoffer Ringø og Magnus Wang.

Christoffer varetager til daglig målmandstræningen hos drengeungdom og senior, mens Magnus udover at stå på mål for klubbens 3. divisions herre også er en del af målmandstrænerteamet.

For de ældste spillere var der i løbet af ugen træning i Goalstation på Fredensvang, hvor fokus på det individuelle og i særdeleshed afslutninger kom i spil.

Hele ugen var der forplejning i form af formiddag- og eftermiddagsfrugt, varm mad til frokost og en snack for at fremkalde de sidste kræfter. Maden blev leveret udefra af Gürkan, som udover at træne fodbold i klubben også laver mad. Frugten blev skåret i skiver og bragt ud af frivillige forældre.

Tivoli Friheden
Torsdagen bød på den årlige og traditionsrige tur i Tivoli Friheden. Lange rækker af spillere iklædt de helt nye fodboldskoledragter gik fra Lysengs anlæg til Friheden.

Der blev prøvet forlystelser, spillet minigolf, og så blev der ikke mindst spist franske hotdogs, som frivillige på fodboldskolen grillede i dagens anledning ved vores “base” omkring Svanesøen. En fantastisk dag hvor solen skinnede fra morgen til aften, og hvor IF Lysengs logo viste sig frem i Tivoli og på vejen dertil.

Stolthed over det hårde arbejde
En fodboldskole med over 400 deltagere afholder ikke sig selv. Derfor er det også en stolt Marc Søballe, der kigger tilbage på en uge, hvor IF Lysengs identitet skinner igennem:

- Det har bare været en fornøjelse at hele den her begivenhed løbe af stablen. Fra frivillige forældre der har hjulpet med fordeling af tøj inden selve fodboldskolen, grilning af pølser og meget, meget mere til vores utroligt stærke trænerstab, der hele ugen sørgede for, at deltagerne både havde det sjovt, og ikke mindst lærte en masse. De fleste trænere sad også og nød en kold øl eller sodavand, når strabadserne var ovre.

Marc Søballe peger også på det stærke sammenhold i klubben, der betyder, at så store arrangementer kan afholdes – og så er han stolt over de stærke sponsorer, der er med på holdet:

- Vi kunne ikke have gjort det her uden frivillige forældre og trænere - og især en stor tak til Dorte Weber, Maria Markvadsen og Louise Guldborg, som var til stede hele ugen og ugen op til selve fodboldskolen. Samtidig også en stor tak til Jan Dam fortæller han og fortsætter: 

- Vi kan heller ikke lade være med at blive glade, når fx Billund Lufthavn kommer med en udtalelse, som de gør (læs herunder red.). Det motiverer os til at blive endnu bedre næste år. 

De fire ovennævnte navne er i øvrigt alle forældre til spillere i klubben. 

En kæmpestor tak til vores sponsorer
Fodboldskolen i Lyseng er hvis ikke Danmarks største Fodboldskole så i hvert fald en af dem. Hvert år får vi stor opbakning fra sponsorer, som støtter Fodboldskolen og giver os muligheden for at give vores trænere og spillere den bedst mulige oplevelse.

I år var ingen undtagelse og der skal lyde en STOR tak til alle dem, som støtter os. På de mange billeder som er sendt ud på de sociale medier, og på de over 500 sæt spiller og trænertøj kan I se, hvem der i år har støttet os. Rigtig mange går igen år efter år - se billeder af spillertøjet nederst i artiklen. 

Tak til Blue Water Shipping, Nykredit, BDO, Billund Airport, Aarhus Mæglerne, Premier Is, Quist VVS, Automester, Strauss Skrædderi, Ecograf og Hejm Vilsgaard for rigtig flotte tøjsponsorater og tak til MarkON som sammen med en række virksomheder sendte alle deltagere hjem med en ny støvlepose, samt beklædning til vores frivillige.

Billund Lufthavn skriver desuden således om deres sponsorat:
Billund Lufthavn er igen i år stolte sponsorer af IF Lysengs Fodboldskole 2022.
Arrangementet af IF Lyseng er en fantastisk og inspirerende årlig begivenhed, hvor op mod 500 unge drenge og piger sammen får lov til at udfolde deres fodboldevner. Sammenholdet er stærkt, humøret er højt og programmet er sammensat og spillet af utallige frivillige voksne, trænere og ledere der tilsammen skaber en uforglemmelig uge for de unge. Én sådan begivenhed er Billund Lufthavn glade for at støtte op omkring.”

Fodboldskoleudvalget siger tak for i år - vi glæder os allerede til næste års Fodboldskole i Lyseng!










Information om cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikke videre på siden, accepterer du vores brug af cookies
Luk