Menu

IF Lyseng ansætter en cheftræner for godt klubmiljø

image Vi vil skabe landets bedste ungdomsmiljø ved at involvere spillerne mere og skabe flere gode træningsmuligheder og sociale tiltag på tværs.
03. juli 2023 kl. 08:52
Rikke Kallesøe Madsen tiltræder den 1. august i en nyoprettet stilling som klubmiljøanvarlig træner i IF Lyseng Fodbold

Fodbold handler ikke kun om at vinde. Det handler også om at lære noget, om at få et stærkt socialt netværk og om at få gode oplevelser og give noget tilbage til fællesskabet.

I en stor klub som IF Lyseng med næsten 1.800 medlemmer giver det sig selv, at der ikke er plads til alle spillere på førsteholdene, men det betyder også, at der er masser af guld på de øvrige hold. Alle spillere kan lære noget, udvikle sig og få store oplevelser ud af fodbolden.  

I IF Lyseng Fodbold har vi derfor ansat en træner, der skal sikre, at vi i en ofte hektisk hverdag husker at 'træne' de elementer, som skaber en endnu bedre fodboldklub og et endnu bedre miljø for vore mange ungdomsmedlemmer og unge seniorspillere. Her tænker vi både på nye, supplerende træningstilbud på banen og på lidt mere vingesus og bedre oplevelser på tværs af hold. Vi mente det alvorligt, da vi for nogle år siden gik ud og sagde, at IF Lyseng skal være Danmarks bedste ungdomsmiljø.

Rikke Kallesøe Madsen er Lysengs nye klubmiljøansvarlige træner. Hun tiltræder til august og er foreløbig er ansat i et år på en bevilling fra foreningspuljen under DIF og DGI. Rikkes opgave bliver at sikre, at vi får skabt endnu stærkere netværk og bedre samarbejde på tværs af spillere, hold og trænere. Vi skal have flere motiverende lærings- og træningsmuligheder for alle spillere og bedre sociale tilbud som en del af klubbens liv.

 

 

Kort sagt: Rikke skal i koordination og samarbejde med den øvrige stab af trænere være med til at sikre, at IF Lyseng får et endnu bedre miljø for vore spillere, trænere og frivillige, uanset om de har været i klubben fra barnsben, eller om de er blandt de mange spillere, som først kommer til en af landets største ungdomsafdelinger som teenagere eller unge seniorspillere.

Erfaren fodboldspiller med bred baggrund
Rikke er 25 år og selv en dygtig fodboldspiller for ASA i Kvindeserien. Hun er til daglig kandidatstuderende i idræt og psykologi, og hun har en bred erfaring som træner og rådgiver for unge fra blandt andet Springbræt Aarhus, DBU Pigeraketten og børneklubrådgiver hos DBU.

”Jeg kender fra min egen karriere til balancegangen mellem at være elite og breddeklub på samme tid og finder det personligt enormt vigtigt, at alle spillere er lige vigtige. Denne værdi vil jeg være meget opmærksom på i arbejdet som klubmiljøansvarlig træner, da jeg tror på, at alle - elite som breddespillere - udvikler sig bedst, når vi har det godt og sjovt sammen i et fællesskab,” siger Rikke Kallesøe Madsen.

Hvad er det så den klubansvarlige træner skal hjælpe os med?

Hvem skal med i vore nye spillerråd?
Først og fremmest vil vi gerne involvere spillerne mere. I efteråret inviterer vi på tværs af hold til to aldersinddelte spillerråd af unge spillere, som begge får et budget på 10.000 kr., som de selv kan disponere til de aktiviteter eller tiltag, de selv ønsker at sætte i søen.

Samtidig vil vi involvere vore mange dygtige specialtrænere i eksempelvis mentaltræning, målmandstræning, fysisk og motorisk træning, videoanalyse eller andre aspekter af fodboldspillet i at opbygge en palet af træningstilbud, som bliver tilgængelige for alle spillere. Man skal kunne lære mere efter motivation og behov, uanset om man er en del af klubbens strukturerede talentarbejde eller spiller på et af klubbens øvrige hold.

Naturligvis vil vi også arbejde med sociale eller faglige arrangementer for spillere og trænere, og vi vil afprøve nye fodboldformer eller andre ideer, som dukker op i processen.

Hvor vi helt præcist ender, ved vi ikke. En kulturændring og nye vaner kommer ikke over natten i en stor fodboldklub. Men i Rikke Kallesøe Madsen får vi nu en træner, som skal sørge for, at vi husker at få det hele med og ikke kun fokuserer på præstationsfremme eller optimering af holdene til næste kamp. De elementer skal vi selvfølgelig nok få med også. Vi tror, at vi i sidste ende får bedre resultater som fodboldklub og bedre spillere, hvis vi løfter relationer og samarbejder på tværs og styrker læringsmiljøet bredt i klubben. Rikke Kallesøe Madsen kommer til at indgå i den sportslige stab på lige fod med de trænere, der er ansat som en del af arbejdet med DBU’s klublicens.

Hvis du som spiller, forælder, træner eller frivillig ønsker at være med i udviklingsarbejdet med at styrke klubmiljøet i If Lyseng som en del af backinggruppen for vores nye klubmiljøansvarlige træner, skal du endelig melde dig på banen. Hvem vil ikke gerne være med til at skabe landets fedeste fodboldklub.

Yderligere oplysninger:
Rikke Kallesøe Madsen, klubmiljøansvarlig træner, 60377523
Henrik H. Brandt, klubansvarlig, 29210972

Information om cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikke videre på siden, accepterer du vores brug af cookies
Luk