Menu

IF Lyseng Fodbold og Martin Ib: En fælles passion for udvikling

image U19 Division gør sammen med U17 Division klar til en ny sæson som flagskibet for IF Lysengs talentudvikling for drenge. Billedet er fra sidste sæson, som var IF Lysengs første i de landsdækkende talentrækker for ungdom.
17. august 2023 kl. 12:56
I samarbejdet med MIB’s aarhusianske madunivers om klubbens talenthold for drenge har IF Lyseng Fodbold fundet sammen med en partner, der også har fuldt fart på kedlerne og store ambitioner på sit felt.

Når Martin Ib trods sin travle hverdag som en af byens hastigst ekspanderende restauratører dukker op som tilskuer til Lysengs kampe i ungdomsrækkerne, oplever han noget af det stærke engagement og den hektiske stemning og holdånd, han også kender fra hverdagen i sin egen virksomhed.

Det går stærkt i IF Lyseng Fodbold, men det går om muligt endnu stærkere i Martin Ibs aarhusianske madunivers med efterhånden 180 medarbejdere, som hver dag driver en række bagerier, restauranter, kantiner, frokostordninger, kokkeskole m.v. og sælger lækker mad ud af huset til både hverdag og fest.

”Vi har sindssygt mange dygtige folk, som driver butikken i hverdagen. Det giver mig råderum til selv at være i en udviklende rolle og se nye muligheder i markedet. Vi er en forretning, der aldrig sover. Når marketingafdelingen, kokke og tjenere er gået hjem, står bagerne op, eller vi er på landevejen med leverancer. Der er hele tiden en summen i virksomheden,” siger Martin Ib.

Et miljø, hvor det hele summer
Noget af den samme summen finder man i den grad på Lysengs anlæg, når U17 og U19 divisionsholdene spiller hjemmekampe, eller når sæsonen bare kører på højtryk med for tiden pænt over 1.800 medlemmer i den orange trøje og masser af hold på alle niveauer.

”Min virksomhed har visse ligheder med livet i en fodboldklub. Fodbold har været en del af mit liv, siden jeg var tre år. Jeg spiller stadig lidt bold på et firmahold og et lukket hold og nyder det sindssygt meget. Jeg nåede aldrig at blive elitespiller - jeg syntes vist selv, jeg var en bedre spiller end dem, der skulle udtage holdet - men det giver rigtig god mening at være involveret i fodbold. Her kan man både være lokalpatriotisk og spejle sig i noget meningsfuldt, som også kan have værdi rent markedsføringsmæssigt,” siger Martin Ib.

Den aarhusianske restauratør har den personlige glæde, at hans egen søn Romeo også er en dygtig målmand og en af spillerne i Lysengs talentarbejde. Talent- og udviklingsarbejdet i Lyseng matcher i det hele taget fint med den måde, Martin Ib selv driver sit madunivers på. Her opererer han i femårsintervaller, hvor der hele tiden er nye mål at forfølge.

På sporet af nye mål
”Jeg skal have noget at jagte hele tiden. Hvis jeg ikke har et nyt mål, går jeg i stå. Vi har et mantra i virksomheden, at vi altid kan blive bedre i dag, end vi var i går. Vi er jo til eksamen hver gang, vi leverer et måltid. Det er ikke anderledes end en fodboldkamp. Udvikling er drivværket i det, vi laver. Vi behøver dog ikke nødvendigvis opfinde den dybe tallerken hver dag, udvikling kan også være at blive bedre til det, vi allerede gør, så produktet eller økonomien bliver bedre,” siger Martin Ib.

På samme måde nyder Martin Ib at følge udviklingsarbejdet i IF Lyseng og være en støtte for klubbens arbejde ved at hjælpe flere ungdomshold med mad og tøj og ved at bakke op om forskellige arrangementer i klubben.

”Selv om visse mål i IF Lyseng - som eksempelvis drømmen om en ny kunstgræsbane og et større klubhus er ambitioner på den lidt længere bane - formår klubben alligevel hver dag at drive en af de største ungdomsklubber i Danmark. Når man møder alle de børn og unge mennesker i Lyseng-tøj, kan man se, at de er glade og stolte af det. Jeg er med på, at det også kan være en svær størrelse at drive en fodboldklub. Af og til tænker jeg på, om Hr. og Fru Danmark egentlig er klar over, hvor mange timers arbejde, der ligger bag, når de sender lille Lise eller Michael til fodbold? Vi skal huske at vise respekt og anerkendelse og rose det arbejde, der foregår. I min egen biks siger vi, at intet nyt godt nyt, for vi skal nok få det at høre, hvis et enkelt rundstykke er lidt for tørt. Sådan er det sikkert også i en fodboldklub, siger Martin Ib.

Indtil videre er både rundstykkerne og drengene på Lyseng U17 og U19 dog både knasende friske og klar til en spændende sæson. U17 og U19 divisionsholdene åbner sæsonen på udebane mod Viborg lørdag den 19. august. De to talentholds første kampe på hjemmebane bliver søndag den 3. september mod HIK. Begge hold har MIB-logo på brystet og begge hold er nogle af de mest spændende Lyseng-mandskaber at følge i kamp.

 

Fra IF Lysengs side skal der lyde en stor tak til Martin Ib for den opbakning, han viste klubben såvel i sidste sæson som igen i den nye sæson. Vi sender ligeledes en stor tak til U17 og U19 divisionsholdenes øvrige sponsorer: S Marketing og Event samt Aalborg – Facility & Construction.

 

Hverdagen er hektisk, både i Martin Ibs aarhusianske madimperium og i IF Lyseng Fodbold.

Information om cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikke videre på siden, accepterer du vores brug af cookies
Luk