IF Lyseng Fodbold styrker pige/kvindeafdelingen
Med ansættelsen af en ny sportschef og en ny ungdomsansvarlig træner har IF Lyseng Fodbold sikret sig et meget stærkt sportsligt set-up hele vejen fra de yngste børn til seniorkvinder i en af landets største pigeafdelinger.
Ny sportschef i IF Lyseng i en stilling normeret til 15 timer/uge bliver den 31-årige Lars Klitgaard, der trods sin unge alder kommer med over 13 års erfaring som træner, kvindekoordinator og holdleder i forskellige sammenhænge i aarhusiansk kvindefodbold. Senest var Lars Klitgaard i 2017-2018 blandt andet kvindekoordinator i VSK Aarhus og holdleder for klubbens bedste hold, som dengang spillede i Kvindeligaen. Efter et par års pause, mens børnene var helt små, er lysten og tiden til at beskæftige sig med udviklingsarbejde i kvindefodbolden atter tilbage.
Lars Klitgaard er gift og far til to døtre på hhv. fire og seks år og bosat i Hørning, hvor han i fritiden holder formen vedlige med hyggebold som formand og aktiv spiller i Hørning All-stars. Til daglig er Lars Klitgaard facilitychef på Tradium, som tilbyder en lang række erhvervs- og ungdomsuddannelser i Randers.
Det er således en meget erfaren leder og fodboldleder, vi har haft held til at tilknytte Lysengs kvindeafdeling og klubbens sportslige stab.
”Jeg ser frem til at sikre en god transition fra ungdom til senior, således at vi kan skabe et godt og bredt kvindesenior miljø i Århus syd. Foruden at tilbyde egne spillere en bred vifte af muligheder som senior, er det også min ambition at være et attraktivt valg for tilflyttere, hvor der både skal være plads til spillere med sportslige ambitioner og til gode sociale rammer,” siger Lars Klitgaard.
Ungdomsansvarlig træner fra egne rækker
Samtidig har vi valgt at styrke den sportslige stab på pigesiden yderligere ved at tilknytte den ligeledes 31-årige Christoffer Wahl i en rolle som ungdomsansvarlig træner i en stilling på 10 timer/uge.
Christoffer er kandidat i idrætsvidenskab og et kendt ansigt i Lyseng som en del af trænerteamet på vores meget velfungerende U16-pigeårgang. Christoffer skrev sit speciale om netop transitionen fra ungdoms- til seniorfodbold i Kvindeligaen.
Christoffer Wahl har været vidt omkring i diverse idrætsforeninger blandt andet som praktikant i Bakken Bears Academy og sociale organisationer som Frelsens Hær.
”Det har været en fornøjelse at være en del af Lyseng som træner de seneste to år. Jeg er derfor begejstret for at kunne tage endnu mere del i det daglige arbejde i klubben. Jeg ser frem til at fortsætte det gode samarbejde på tværs af årgange og trænere samt styrke samarbejdet mellem drenge- og pigeafdelingen, hvor vi kan lære en masse af hinanden. Jeg deler klubbens ambition om at der skal være et tilbud til alle, på alle årgange. Det skal bl.a. opnås gennem et fokus på overgangene fra børnefodbold til ungdomsfodbold og fra ungdomsfodbold til seniorfodbold. Men også ved at arbejde for, at vi har Jyllands bedste trænere til alle niveauer,” siger Christoffer Wahl
De to nye ansigter på pige/kvindesiden indgår i et stærkt sportsligt team med vores børneungdomstræner Johanne Bjerre og kampfordeler Annette Hansen samt en række af vore betroede trænere, som tilsammen vil udgøre et ad hoc-udvalg på pige/kvindesiden.
Nyt liv til seniorafdelingen
For IF Lyseng Fodbold er det afgørende, at de to nye ansættelser både kommer med stærke fodbold- og idrætsfaglige erfaringer og med stærke lederkompetencer samt et værdisæt, som passer rigtig godt til det miljø, vi ønsker at skabe i IF Lyseng.
Vi har i dag en af landets absolut stærkeste børne- og ungdomsafdelinger, men vi må erkende, at vi i de senere år har haft svært ved at skabe et tilstrækkeligt attraktivt miljø for bredden og den del af semieliten, som ikke er en del af elitesamarbejdet i AGF Kvindefodbold.
Denne udfordring adresserer vi nu. Vi ønsker at skabe samme succesfulde transition fra ungdom via ungsenior til seniorspiller, som vi i de senere år har gennemført på herresiden, hvor antallet af seniorhold er vokset fra fem til ni på halvandet år, og hvor vi har tre U17-hold og fire U19-hold tilmeldt turneringer.
Vi åbner sæsonen med et meget velmotiveret 2. divisionshold for kvinder under ledelse af Jan Mundt og Daniel Pedersen, men vi har et stykke arbejde at gøre for at få vores dameseniorafdeling tilbage på sporet med mindst tre seniorhold på alle niveauer, hvilket er vores ambition.
Med Lars Klitgaard og Christoffer Wahl på holdet, har vi nu alle forudsætninger for at skabe et fantastisk miljø for vore egne spillere, for tilflyttere til Aarhus udefra samt naturligvis for vore mange trænere og ledere omkring holdene.
Opgaven for vores nye sportslige ledelse bliver at skabe sammenhold og faglig udvikling og miljø for trænerstaben, spillere og forældre, så den dynamik, vi oplever i vores fantastiske pige- og ungdomsafdeling fortsætter hele vejen til seniorrækkerne.
Samtidig skruer vi op for den interne sparring mellem drenge- og pigeafdelingen. Med tilførelsen af de nye kræfter til vores pige- og seniorafdeling ser vi fortrøstningsfuldt på pige- og kvindefodboldens fremtid i de kommende år i IF Lyseng Fodbold.
Yderligere oplysninger:
Sportschef Lars Klitgaard, 28664266
Ungdomsansvarlig træner Christoffer Wahl, 53645301
Klubansvarlig Henrik Brandt, 29210972