Menu

IF Lyseng Fodbold vil være hele lokalområdets fodboldklub

Henrik Brandt
26. oktober 2019 kl. 20:27

Jyllands største fodboldklub inviterer egne medlemmer og lokalområdets interessenter til et seminar den 17. november om at styrke klubbens rolle i lokalsamfundet og skabe endnu bedre miljøer for børn, unge, voksne og seniorer i 8270 Højbjerg uanset ambitionsniveau.

IF Lyseng Fodbold er i 2019 vokset til at være Jyllands største fodboldklub med næsten 1.500 medlemmer. Højbjerg-klubben er samtidig rigtig godt med rent sportsligt som talentudviklingsmiljø med DBU-licens hos såvel drenge som piger samt seniorhold, som ligeledes spiller med på højt niveau.

Men IF Lyseng vil ikke kun markere sig godt som fodboldklub på det sportslige område. Klubben vil gennem fodbold skabe et endnu bedre miljø for børn, unge og alle andre med hjerte for fodbold i lokalområdet. Klubben har derfor sat gang i udviklingsprojektet ’IF Lyseng som fremtidens fodboldmiljø – Danmarks bedste ungdomsmiljø’.

Som led i projektet har idrætskonsulent og U/19-træner i foreningen Henrik H. Brandt gennemført en grundig analyse af IF Lyseng og i dialog med trænere og ledere i foreningen fundet frem til styrkepositioner og forbedringsmuligheder for fremtidens IF Lyseng.

Fodbold til glæde for flere
”Vi har stor glæde af det fodboldmæssigt stærke miljø i klubben som følge af flere års målrettet talentarbejde, og vi udvikler og tiltrækker mange dygtige spillere fra et stort opland, men vi har måske forsømt at inddrage vores nære lokalområde og blive endnu bedre til at skabe gode fodboldmiljøer for børn, unge og voksne motionister uanset niveau. Det tager vi fat på nu, og vi er i en meget positiv udvikling med næsten ubegrænsede muligheder, hvis vi kan skabe opbakning og engagement bag visionen,” siger projektleder Henrik H. Brandt.

På et klubseminar den 17. november i klubhuset på Lysengvej 1A vil foreningen informere meget mere om den grundige analyse og inddrage såvel egne trænere, ledere og spillere som forældre og andre interesserede i lokalområdet med at skabe et endnu bedre socialt miljø og fodboldmiljø for børn, unge og voksne i lokalområdet.

Læs praktisk info og program for Lyseng-seminaret den 17. november her

Download rapporten 'IF Lyseng som fremtidens fodboldmiljø' her

”Seminaret er for alle, der har noget på hjerte i forhold til IF Lyseng Fodbold. Man skal ikke holde sig tilbage, selvom man ikke er en del af klubben i dag. Vi vil meget gerne inddrage flere idéer og flere personer i klubbens fremtidige tiltag,” siger Henrik H. Brandt.

Fodbold ud af boksen
Blandt de kommende tiltag bliver styrkede træningstilbud på kryds og tværs af de nuværende hold som supplement til det eksisterende arbejde i foreningen. Man vil også gerne inddrage børn og unge mere i klubbens sociale liv, ligesom man har et godt blik til nye fodboldformer som fodboldfitness og walking football, som gør fodbold tilgængeligt for utrænede eller ældre personer, som måske aldrig har spillet fodbold før, eller ikke har spillet i mange år.

”Fodbold er verdens sjoveste og sundeste spil. Vi vil gerne tænke ud af boksen og gøre det mere attraktivt for alle at komme i klubben og engagere sig i klubben. Vores gode talentudvikling skal ikke være en sorteringsmaskine, men tværtimod en ressource til at skabe bedre miljøer for alle. Vi skal have gode og udfordrende tilbud til alle børn og unge uanset deres fodboldmæssige ambitioner, og vi skal udvikle nye tilbud, som gør, at man kan blive en del af miljøet og spille fodbold i IF Lyseng hele livet. Vi er åbne for det hele, men først og fremmest inviterer vi alle interessenter i og omkring klubben til at deltage i Lyseng-seminaret den 17. november og bidrage til klubbens videre udvikling,” siger Henrik H. Brandt.

Læs praktisk info og program for Lyseng-seminaret den 17. november her
Download rapporten ’IF Lyseng som fremtidens fodboldmiljø’

Information om cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikke videre på siden, accepterer du vores brug af cookies
Luk