Menu

IF Lyseng på jagt efter mere baneplads og bedre faciliteter

image
Henrik Brandt
02. juli 2021 kl. 13:06

Mens over 50 frivillige trænere og hjælpere i sommerferiens første uge har afviklet en af Danmarks allerstørste fodboldskoler med knapt 500 børn i gang på Lysengs anlæg hver dag, er bestyrelsen for IF Lyseng for alvor trukket i arbejdstøjet i jagten på bedre banekapacitet og faciliteter på IF Lysengs anlæg.

En ny facilitetsstrategi beskriver foreningens aktuelle udfordringer og fremtidige behov på facilitetsområdet.

IF Lyseng Fodbold er inde i en særdeles positiv medlems- og aktivitetsudvikling, men bagsiden af medaljen er store pladsproblemer på anlægget i Højbjerg.

IF Lysengs bestyrelse har derfor sat gang i en facilitetsstrategi, der i løbet af de nærmeste sæsoner meget gerne skulle føre til mere banekapacitet året rundt gennem flere kunstgræsbaner samt en generel forbedring af forholdene på Lyseng for spillere, gæstende hold og tilskuere. Allerhøjeste prioritet har kunstgræs på den nuværende opvisningsbane, da det vil øge banekapaciteten mest året rundt til træning og kampe og samtidig trække klublivet nærmere klubhuset.

IF Lyseng havde som mange andre aarhusianske foreninger ansøgt om tilskud til en kunstgræsbane i Aarhus Kommunes anlægspulje i januar. Projektet var ikke blandt de 19 udvalgte projekter, som fik anlægsstøtte fra kommunens anlægspulje i denne omgang.

Foreningen vil naturligvis fortsat søge om kommunal anlægsstøtte, men trods afslaget har bestyrelsen iværksat et arbejde med en helhedsplan for Lysengs anlæg inkl. baner, skills/opvarmningsareal, styrketræning, omklædning. Hensigten er at få udbygget anlægget i takt med, at finansieringen kan tilvejebringes. Foreningen har allerede sparet de første næsten 600.000 kr. op til finansieringen, og den videre finansiering skal ske gennem medlemstilgang, indsamlinger, sponsorarbejde og frivilligt arbejde, partnerskaber med andre aktører i lokalsamfundet samt fundraising fra fonde. Samtidig håber IF Lyseng fortsat at komme i betragtning til kommunale anlægsmidler i nær fremtid.

Facts:
I Danmark findes ifølge Facilitetsdatabasen 4.518 kunstgræs/græsbaner (11-mands), svarende til én bane pr. 69 medlemmer af DBU (2020). Til sammenligning har IF Lyseng én fuld bane pr. 358 medlemmer (2020). I Aarhus Kommune har klubberne i gennemsnit én 11-mandsbane pr. 239 medlemmer (DBU Jyllands medlemstal).

IF Lyseng er med 1.433 medlemmer (CFR-registret, 2020) den største fodboldklub i Jylland. I 2021 er medlemsvæksten fortsat trods corona-pandemien. P.t. forventer IF Lyseng at runde mindst 1.600 medlemmer i 2021.

Sammenfaldende med etablering af den første kunstgræsbane på anlægget i 2012 har Lyseng løbende udbygget sit strukturerede talentarbejde for børn og unge. I de senere år har IF Lyseng særligt haft en af landets absolut største ungdomsafdelinger, og med de første store ungdomsårgange på vej mod seniorstatus forventer IF Lyseng en massiv vækst på næsten 75 pct. i seniorafdelingen over sommeren 2021 og yderligere vækst i de kommende år. Samtidig fører klubbens strukturerede arbejde i de yngste børneårgange til en massiv medlemstilgang hos de yngste årgange i disse år, lige som seniorafdelingen har sportslig succes med oprykning til den landsdækkende 3. division hos herrerne og deltagelse i AGF kvindefodbold hos kvinderne.

IF Lyseng trækker særligt i ungdomsrækkerne spillere fra et stort opland og er desuden i praksis den største ’indvandrerfodboldklub’ for unge i Aarhus Kommune, hvilket er af stor værdi for integration i praksis mellem børn og unge fra den sydlige og vestlige del af Aarhus.

IF Lyseng er ikke kun Jyllands største fodboldklub målt på antal medlemmer særligt hos børn og unge. Foreningen har også et voldsomt højt aktivitetsniveau målt på træning og kampe. I Aarhus Kommune er IF Lyseng Fodbold suverænt den forening, der afvikler flest aktivitetstimer for børn og unge (ca. 200.000/årligt), og i DBU-regi er klubben samtidig en af de foreninger i Danmark, der har allerflest aktive turneringshold.

Læs hele facilitetsstrategien på dette link.

Har du lyst til at bistå IF Lysengs bestyrelse i arbejdet med at skaffe finansiering og opbakning til at udvikle faciliteterne på Lyseng, så tag fat i fungerende klubansvarlig Henrik Brandt (29210972, henrik@lyseng.dk). Vi kan både bruge flere trænere, frivillige til andre opgaver samt opbakning fra sponsorer, samarbejdspartnere og forskellige aktører i lokalområdet i arbejdet med at skabe et bedre tilbud for alle på Lysengs anlæg.

Information om cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikke videre på siden, accepterer du vores brug af cookies
Luk