Menu

IF Lyseng søger caféansvarlig til Café Ræven

image Café Ræven skal være det daglige samlingspunkt i Lyseng Fodbolds klubhus.
14. februar 2023 kl. 10:56
Kan du udvikle Café Ræven til det sociale samlingspunkt for Jyllands største fodboldklub?

IF Lyseng Fodbold søger en caféansvarlig, som kan videreudvikle Café Ræven som socialt samlingssted for vore næsten 1.800 medlemmer og de mange forældre, tilskuere og gæstende hold, som kommer på besøg på anlægget hver uge.

Café Ræven skal som minimum have åbent i eftermiddags- og aftentimerne (mandag-torsdag) og på travle kampdage i weekenderne. Caféen skal bidrage til det sociale liv i klubhuset med fællesspisninger for holdene, hyggeaftener og samlinger samt naturligvis være ekstra parat, når vi har kampe eller stævner med mange besøgende på anlægget.

Den caféansvarlige skal pleje og videreudvikle frivilligkorpset af hjælpere i cafeen, sørge for god køkkenhygiejne og optimere indkøb og salg. Caféen skal kunne tilbyde en klassisk stadionplatte til vore kampe, men skal også gerne kunne tilbyde et sundt sortiment i hverdagen til vore mange børn, unge og deres familier.

IF Lyseng stiller et lønbudget til rådighed, som gør det muligt at få drive og udvikle en café i mindst økonomisk balance med et smalt, men attraktivt udvalg. Den caféansvarlige skal regne med at bruge timer på let madlavning og betjening, men kan også trække på frivilligkorpset, på eksterne leverandører samt i mindre omfang på timelønnede medarbejdere på hverdagsaftener.

Har du lyst at være et vigtigt omdrejningspunkt for det sociale liv og hele atmosfæren i Jyllands største fodboldklub, så send os en kort ansøgning med en beskrivelse af din baggrund og kom med et bud på, hvordan du vil løse opgaven. Din arbejdstid er normeret til ca. halv tid. Du refererer til den klubansvarlige og i dagligdagen til et adhoc-udvalg omkring caféen. Ansøgningsfrist: 6. marts 2023.

Yderligere oplysninger og ansøgning: Fungerende klubansvarlig Henrik Brandt, henrik@lyseng.dk, tlf. 29210972.

Såfremt du ønsker at dele ansættelsen med en partner og/eller har forslag vedr. forpagtning af caféen, udelukker vi ingen løsningsmuligheder på forhånd.

Information om cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikke videre på siden, accepterer du vores brug af cookies
Luk