Menu

IF Lyseng søger sportschef med ansvar for U18-piger og seniorkvinder

image
06. februar 2023 kl. 11:38
Vil du være drivkraft for kvindefodbolden i IF Lyseng?

IF Lyseng Kvindefodbold mangler dig?

I IF Lyseng Fodbold leder vi efter en sportschef til vores kvindeafdeling, som har lyst til at være en af drivkræfterne for en ny rejse i Jyllands største fodboldklub.

Din primære opgave bliver at sørge for at klubbens ungsenior- og seniorhold står skarpt med god sammenhæng mellem holdene. Vi skal til hver en tid have en god trænerbemanding og et godt træningsmiljø for alle spillere med blik for trænere og spilleres behov og udvikling.

Herunder skal du i dagligdagen være med til at koordinere vores samarbejde med AGF Kvindefodbold på nationalt niveau. AGF U16 og U18 DM træner og spiller på Lyseng. Det sportslige ansvar for AGF-holdene ligger hos AGF.

IF Lyseng Fodbold er p.t. i en fase, hvor vi efter nogle udfordrende sæsoner for vore kvindeseniorhold  skal genopbygge vores seniorafdeling som et stærkt selvstændigt tilbud for de spillere, som ikke er en del af AGF Kvindefodbold. Vi skal sikre, at såvel tilflyttere udefra som vore rigtig mange talentfulde ungdomsspillere finder vores seniortilbud i IF Lyseng Fodbold attraktivt og motiverende. I løbet af en-to sæsoner skal vi have 2-4 velfungerende kvindeseniorhold med forskellig profil. Vi skal som klub kunne levere gode tilbud til såvel ambitiøse spillere som breddespillere. Vi skal være repræsenteret med et Lyseng-seniorhold på det højest mulige tilladte niveau under overbygningen i AGF Kvindefodbold.

Hvis du mener, at du er den rigtige til at sparre med og danne relationer til cheftrænere, assistenttrænere, ungdomstrænere og spillere og samtidig er god til at have flere bolde i luften, kunne dette være noget for dig.

Det får du:
Et fleksibelt job hvor du kan være med til at planlægge din egen hverdag.
Et rigtig godt miljø blandt mange trænere og ledere i klubbens drenge- og pigeafdelinger.
Muligheden for at præge en klub i rivende udvikling sportsligt, facilitetsmæssigt og aktivitetsmæssigt.

Krav:
Kunne kommunikere med tydelighed på skrift og i tale.
Kunne levere en arbejdsmængde på 8-15 timer ugentligt. Interessetimer kan forekomme, og du skal ikke være bange for at give et nap med omkring træning eller kampe, hvis det påkræves.
Gode idrætsfaglige og menneskelige forudsætninger for at arbejde med pige- og kvindefodbold.

Forventninger:
Du er bosiddende i Aarhus eller omegn.
Du er bevidst om delmål/succeskriterier, feedback og evaluering.
Du er en teamplayer og forstår vigtigheden af at skabe gode relationer og medejerskab.
Du skal indgå i et stærkt team med vores børneudviklingstræner og ungdomsansvarlige på pigesiden samt den øvrige sportslige og administrative stab i hele foreningen.
Du deltager i relevante stabsmøder og interne møder i foreningen.
Du arbejder ud fra foreningens overordnede strategi og værdier.
Du vægter fællesskabet højt.

Som sportschef i IF Lysengs kvindeafdeling får du:
Løn efter kvalifikationer. Stillingen er som udgangspunkt normeret til 8-15 timer/uge.
Tøjpakke.
Intern og ekstern træneruddannelse efter behov og nærmere aftale.
En ambitiøs klub med gode udfoldelsesmuligheder.
Sparring med klubbens øvrige ansatte på både drenge- og pigesiden.

Tænker du, at en sportslig lederpost i IF Lyseng Fodbold er noget for dig, eller har du spørgsmål, du gerne vil have svar på, så kontakt klubansvarlig Henrik Brandt, henrik@lyseng.dk (29210972).

Du skal senest den 20. februar 2023 sende en formel ansøgning, hvor vi gerne ser dit (træner/spiller) -CV og eventuelle udtalelser fra tidligere ansættelser. 

Om os:
IF Lyseng Fodbold er Jyllands største fodboldklub med næsten 1.800 medlemmer. Vi er en af landets største børne- og ungdomsklubber for piger, og vi har en velfungerende organisation med ansatte og frivillige. Vi ser ind i nogle spændende år med udvikling af vore faciliteter og store potentialer for at udvikle klubben yderligere.

Information om cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikke videre på siden, accepterer du vores brug af cookies
Luk