IF Lyseng styrker sig som forening
Den aktuelle nedlukning af idrætten i Danmark, rammer naturligvis også IF Lyseng Fodbold hårdt, men foreningen var inden nedlukningen heldigvis godt i gang med en række tiltag, som gerne skulle styrke fodbolden i Lyseng. Vi får ekstra meget brug for et godt fællesskab i de lokale fodboldklub, når idrætten atter lukker op.
Nedenfor lidt nyheder om nogle spændende tiltag i klubben:
Frit kontingent for trænere og ledere
IF Lyseng Fodbold har næsten 200 engagerede trænere og ledere, som på frivillig basis lægger tusindvis af timer hvert år i at skabe gode fodboldmiljøer og oplevelser for børn og unge og voksne. Jyllands for tiden største fodboldklub er helt afhængig af denne engagerede indsats, og foreningen vil derfor i de kommende tid på forskellig vis arbejde for at inddrage og udvikle trænere og ledere endnu mere samt forhåbentlig også motivere flere af klubbens aktive unge spiller eller endnu flere forældre og andre interessenter i lokalområdet til at engagere sig i foreningen. Vil du være sikker på, om du som frivillig træner eller leder er på listen over medlemmer, kan du kontakte fodbold@lyseng.dk
Frem mod generalforsamlingen (tidspunktet følger, når situationen omkring sundhedskrisen er mere afklaret) har bestyrelsen i IF Lyseng som led i den fortsatte udvikling af foreningen taget nogle konkrete skridt til skabe en endnu bedre struktur og organisering i foreningen.
Det lyder måske usædvanligt, men det netop afsluttede projekt ’IF Lyseng som fremtidens fodboldmiljø’ skærpede opmærksomheden på, at langt hovedparten af de trænere og ledere, som til daglig tegner foreningen ’nede på græsset’ faktisk ikke selv er medlemmer af foreningen. Måske er de kommet ind i foreningsarbejdet som forældre til børn el.lign., som er aktive i foreningen, og i mange tilfælde har man aldrig fået forankret trænere og lederes position i foreningen.
Bestyrelsen har derfor besluttet, at trænere og ledere frem over får et gratis (passivt) medlemskab af foreningen, så længe de er aktive som frivillige. Medlemskabet giver fuld stemmeret og opstillingsret på generalforsamlingen. Trænere/ledere, som allerede er medlem og aktive spillere i foreningen, vil få en rabat på deres aktive medlemskab (de nærmere vilkår følger).
Flere aktiviteter og kurser skal styrke klubbens tilbud
IF Lyseng arbejder netop nu på at forbedre tilbuddet til de mange børn og unge, som gerne vil spille endnu mere fodbold og øve sig endnu mere på forskellige momenter i spillet. Lyseng Lab ser dagens lys til foråret. Hensigten er at tilbyde et ugentligt program af fede og lærerige træninger, som er åbne for alle spillere uanset niveau, alder, køn eller hold. Eftermiddagstræningerne i Lyseng Lab vil fokusere på specifikke detaljer og give spillerne mulighed for at skabe gode relationer og venskaber på kryds og tværs af de hold, de fortsat træner sammen med til de almindelige træninger. Som led i Lyseng Lab skal IF Lyseng tiltrække og uddanne endnu flere gode trænere. Det er derfor hensigten at lave specifikke kurser for især en større del af klubbens unge spillere i den kommende tid. IF Lyseng skal have en lærende, åben og tryg foreningskultur, og både social og fodboldfaglig kvalitet skal gennemsyre de tilbud, spillerne møder i foreningen, uanset deres færdigheder og ambitionsniveau.
Nye vedtægter og nye udvalg på vej
En arbejdsgruppe har givet IF Lysengs Fodbold en modernisering, så vedtægterne med forbehold for generalforsamlingens godkendelse kommer mere i pagt med de krav og forventninger, man kan stille til en voksende og ambitiøs forening med næsten 1500 medlemmer. Som led i de foreslåede vedtægtsændringer nedsættes blandt andet to nye faste udvalg, et Sportsudvalg, der løbende skal udvikle, koordinere og følge op på de sportslige tilbud og træner/spillersituationen på alle foreningens hold, samt et ’Klubudvalg’, der skal følge op på og være med til at koordinere det sociale miljø, klubhusmiljøet og forskellige arrangementer og tilbud i foreningen. De to nye udvalg refererer til bestyrelsen, men bliver delvist selvsupplerende.
Arbejdet i IF Lyseng og det gode fællesskab for borgerne i lokalsamfundet bliver endnu vigtigere efter sundhedskrisen. Har du lyst til at bidrage til arbejdet med at skabe en endnu bedre fodboldklub med kvalitet og endnu bedre tilbud på alle hylder i Sportsudvalget eller Klubudvalget, kan du melde din interesse til henrik.brandt@idkon.dk.
Bedre socialt miljø, mere hygge og mulighed for overnatninger i klubhuset
Takket være fondsbevillinger og en engageret indsats af frivillige og forpagter har IF Lyseng Fodbold efterhånden et rigtig hyggeligt klubhus med mulighed for at få god mad og med rig mulighed for at ’hænge ud’ med vennerne før og efter træning. Nye møbler, spillehjørne, lektielæsningsområde, hyggekroge, taktiktavler, storskærm osv. er nogle af de seneste måneders mange forbedringstiltag i klubhuset.
Som noget nyt har IF Lyseng netop fået tilladelse til at arrangere overnatninger i klubhuset for egne eller gæstende hold. Derved øges mulighederne for sociale arrangementer, træningslejre osv. i klubbens egne omgivelser betydeligt.
Mange flere gode tiltag er på vej i de kommende måneder. Har du selv gode ideer, så hold dig ikke tilbage. Vi ses forhåbentlig snart igen i klubhuset og på fodboldbanerne hos IF Lyseng Fodbold