Medlemsfremgang og store drømme trods Corona
Da IF Lyseng Fodbold gik ind i det nye år 2021, var vi lige som andre dele af samfundslivet underlagt store restriktioner på grund af Corona-pandemien. Hvordan ville total nedlukning af træning og kampe indvirke på medlemstal og aktivitetsniveau i foreningen?
Heldigvis kom vi godt igennem sidste års nedlukning. Og selv om pandemien desværre fortsat sætter sit præg på vilkårene ved indgangen til 2022, kan IF Lyseng se tilbage til et år, hvor de fleste medlemsmæssige mål blev nået i fin stil, og hvor vi har god grund til optimisme for fremtiden.
IF Lyseng Fodbold går ind i 2022 med et officielt medlemstal efter DIF/DGI’s kriterier på forventet 1.697 medlemmer mod 1.433 på samme tidspunkt sidste år. Tallet dækker over medlemmer, som har været kontingentpligtige i minimum tre måneder i 2021. Der er tale om en flot medlemsfremgang på over 18 pct. i forhold til året før, og IF Lyseng er stadig en af de allerstørste fodboldklubber i provinsen.
Lyseng har p.t. pænt over 1.400 aktive fodboldspillere i rækkerne. Tæller vi listen over fast tilknyttede frivillige trænere, årgangsansvarlige, udvalgsmedlemmer og ansvarlige for vore aktiviteter som fodboldskole, café og anlæg, er der mere end 200 personer, som yder en helt uvurderlig indsats for at drive klubben bag kulisserne. Dertil kommer naturligvis de mange forældre og andre frivillige, som gerne giver en hånd ved træning, kampe og arrangementer, når der er brug for det.
Økonomisk fylder medlemskontingenterne sammen med aktivitetsstøtten fra Aarhus Kommune for vore aktiviteter for børn og unge op til 25 år næsten 75 pct. af klubbens indtægter. IF Lyseng Fodbold har langt det største antal aktivitetstimer for børn og unge efter folkeoplysningsloven blandt alle foreninger i Aarhus Kommune.
Et kig på medlemmerne
I efteråret havde vi foreningspraktikant Kasper Kristensen til at dykke nærmere ned i medlemstallene og medlemstilfredsheden.
Medlemstilfredshedsundersøgelsen gav os nogle indikationer af, at vi blandt andet skal arbejde meget hårdt med at styrke seniormiljøet og overgangen fra ungdom til senior (både bredde og elite). Her har vi et stort uforløst potentiale.
Vi fik samtidig set, at det enorme og systematiske arbejde, der i de senere år er sket på børnefronten i klubben, heldigvis også giver sig udslag i en meget høj tilfredshed hos børnene og deres forældre med foreningen. Det kan vi lære af i resten af klubben.
Samtidig viste medlemsundersøgelsen generelt stor tilfredshed med trænerne og deres engagement og med kamptilbuddene til medlemmerne, mens der lidet overraskende var et udpræget ønske om bedre faciliteter i form af mere baneplads og bedre rammer i klubhuset.
Klubbens medlemstal betyder ikke alt, men er dog en vigtig indikator på, hvordan vi fungerer som klub.
På de enkelte årgange er et stabilt medlemstal afgørende for at stille hold og give et godt sportsligt tilbud til alle. Samtidig kan medlemstallene give et praj om nogle områder, hvor vi kan blive dygtigere til at skabe gode tilbud.
Nedenfor vises nogle tendenser i klubbens officielle medlemstal over de seneste fire sæsoner. Som det fremgår, er der aldersgrupper, hvor vi har plads til flere. Lyseng adskiller sig fra de fleste andre klubber ved, at især vores teenage-årgange er meget store, mens vi godt kunne være flere på seniorfronten:
Bestyrelsen har lavet nogle strategiske pejlemærker for, hvor klubben gerne skal være. Det gælder både sportsligt og socialt.
Lokalt og regionalt sigte
En af de ting, vi er meget opmærksomme på er, at vi går fra at være en lokal klub med klar overvægt i medlemmer fra 8260 Viby J og 8270 Højbjerg i de yngste børnerækker, mens vi hos teenagere og senior er en regional klub, som trækker medlemmer fra et større område.
Tilgangen udefra er dels et resultat af vores høje status som talentmiljø, dels et resultat af, at teenagere er mere selvkørende rent transportmæssigt og vælger de miljøer, de har hørt godt om fra kammeraterne.
Vi holder løbende øje med ’Højbjerg-procenten’ i vore medlemstal, fordi vi gerne vil sikre, at vi altid har et godt tilbud til de lokale børn og unge, så tilgang udefra ikke bliver en sovepude for os i teenageårene. Vi vil selvfølgelig meget gerne fastholde lokalområdets børn i klubben gennem ’hele livet’ og derigennem skabe et fantastisk samlingspunkt for hele Højbjerg-området.
Vi har sat nogle målsætninger om, at vi altid skal have flere hold (mindst to hos pigerne og mindst tre hos drengene) på alle ungdomsårgange, og vi skal helst have mindst 60 pct. medlemmer fra 8260/8270 på ungdomsårgangene og 80 pct. på børneårgangene.
Så vidt muligt vil vi gerne have hold på alle niveauer, og vi skal have attraktive tilbud for spillere på alle niveauer. Det betyder samtidig, at vi i de kommende år skal arbejde endnu mere med vores trænermiljø både fagligt og socialt og hele tiden være på udkig efter nye trænere med lyst til at arbejde med at skabe Danmarks bedste fodboldmiljø for børn og unge.
Nedenfor kan du se den ’geografiske’ sammensætning af aktive spillere i de enkelte alderssegmenter i klubben:
Fremtidens potentiale
Hvor ligger så fremtidens store potentiale for klubben?
Selv om vi p.t. er klemt på faciliteter, vil vi fortsat gerne have flere medlemmer. Flere medlemmer er en af vejene til at medfinansiere de forbedrede faciliteter, vi arbejder på at få i stand, og samtidig er flere medlemmer vejen til et endnu bedre socialt liv i klubhuset og lokalområdet og måske også til et endnu bedre trænermiljø.
Samtidig vil nogle spillere og hold i kraft af en øget talentsatsning og eksterne samarbejder i de kommende år også fra tid til anden kunne træne på andre tidspunkter (morgen og tidlig eftermiddag) og om nødvendigt på andre lokaliteter i nærområdet. Vi er dog samtidig helt bevidste om, at nogle årgange p.t. er tæt på kapacitetsgrænsen rent pladsmæssigt. Derfor står mere kunstgræskapacitet på Lyseng p.t. allerøverst på ønskelisten.
Plads til nye satsninger
Nogle af de områder, vi kan udvide på, er eksempelvis tilbud med social eller sundhedsmæssig profil for personer uden for arbejdsmarkedet. Vi har allerede tilbud som FC Prostata og Fodbold Fitness, men vil gerne have flere tilbud med motion og sundhed i højsædet.
Vi er også opmærksomme på børn og unge, som er senstartere, og derfor kræver en lidt bedre introduktion til fodboldspillet for at kunne ’hænge med’ blandt øvede kammerater, som har spillet fra barnsben. Desuden arbejder vi på at udvikle både morgentræning og (åbne) eftermiddagstræninger i samarbejde med eksempelvis Aarhus Efterskole, SFO’er, folkeskoler og Elite Sports Akademi Aarhus (ESAA).
Samtidig vil vi gøre endnu mere for seniormiljøet med et kig på såvel de unge, som rykker op fra vore egne rækker, samt studentermiljøet i Aarhus, som i dag i al for beskeden grad finder vej til byens fodboldklubber, herunder Lyseng, når de i tusindtal flytter til Aarhus Kommune fra andre kommuner i begyndelsen af 20 års alderen.
Stort talentarbejde
Sammen med AGF og VSK arbejder vi stenhårdt for at fortsætte det fantastiske talentarbejde i AGF Kvindefodbold (AGF-truppen med hjemsted på Lyseng fører både U16 og U18 DM ved vinterpausen).
Vi ønsker at fastholde vores plads i det fornemme selskab i 3. division hos herrerne, hvor vi p.t. ligger nummer tre, og vi arbejder på at have seniorhold indplaceret på alle serieniveauer.
Vi går også stenhårdt efter at rykke endnu højere op i talenthierarkiet i Danmark hos ungdom, når DBU næste gang uddeler klublicenser. P.t. ligger vi nummer 8 hos pigerne (sammen med AGF/VSK) og nummer 32 hos drengene. Der er ikke mange andre amatørklubber i Danmark, som er så godt med på talentudvikling hos både drenge og piger.
Det er med andre ord rigtig store mundfulde, vi har gang i som forening. Vi når ikke nødvendigvis i mål med det hele på én gang, men her omkring nytår er det tilladt at drømme!
Og hvis der var noget, vi lærte af Corona-nedlukningen for et år siden, er det, at sammenholdet omkring fodbold har endog meget stor betydning for mange menneskers fysiske, mentale og sociale trivsel. Det er simpelthen vigtigt på så mange niveauer, at vi sammen fortsætter den positive udvikling af miljøet i IF Lyseng Fodbold i de kommende år.
Godt nytår til alle medlemmer, frivillige og ansatte og deres familier. Vi glæder os til en fantastisk sæson igen i 2022.
Har du lyst at bidrage som træner, leder, fundraiser, frivillig i caféen eller som hjælper ved vore kampe og arrangementer, eller har du lyst til at iværksætte nye fodboldrelaterede eller sociale aktiviteter, skal du endelig tage fat i fungerende klubansvarlig Henrik Brandt, tlf. 29210972, henrik@lyseng.dk