Mindeord for Søren Nielsen

Mandag sov Søren Nielsen ind efter nogen tids sygdom. Søren har igennem en lang årrække været træner, holdleder og materialemand i IF Lyseng.

Søren var igennem en årrække træner for Lysengs U19 Drenge. En af hans medtrænere, Morten Bruun har skrevet nedenstående mindeord, som også er bragt i Stiften.

Søren bisættes på mandag kl. 13.00 fra Hørning Kirke.

Mindeord:

Kære Søren!

Du var en stille eksistens. Jeg ved ikke så meget om dit liv, men nok til at vide, at det i perioder var hårdt. Du skulle bruge noget til at dulme mismodet over alle de ting, der ikke lykkedes. Der var nok mange ting, du kæmpede med, med større eller mindre held.

Men der var et sted, hvor du lykkedes. Og det var der, jeg mødte dig. Det var der, vi arbejde sammen i fire år. To-tre gange om ugen. Uden en mislyd. På fodboldbanen.

Vi ville ikke have mødtes andre steder. Og vi omgik aldrig hinanden privat. Forskellige liv.

Men vores ene fælles frekvens bandt os sammen. Vores ønske om at skabe de gode rammer for en masse store fodbolddrenge. Og vi gjorde sgu meget rigtigt, Søren. Da vi var flest, havde vi 75 spillere. Med god hjælp fra den anden Søren, fra Michael og Frits og fra Anders. De andre trænere, der kom og gik.

Men du kom og gik ikke. Du var der altid. Du tog altid din ældgamle telefon med trykknapperne. Du var ham, der mødte ind en time før træningen. Du var ham, der pumpede boldene og sørgede for trøjer og kegler. Du tapede deres ankler op, da det kom på mode. Du var den første, der kom. Og den sidste, der gik.

Du var også førsteholdstræner. Du blev jysk mester. I Mesterrækken. Ikke dårligt for en klub som IF Lyseng. Det var godt gået, men det er slet, slet ikke pointen.

Pointen er, at når vi manglede en træner til at tage ud med fjerdeholdet, så stod du der også. Du sørgede for, at alle mødte op til afgang. Du stod på sidelinien og kom med opmuntrende tilråb, også når der stod 0-5. Du samlede det beskidte fodboldtøj sammen i tasken og satte det ned på sin plads i klubhuset. Du sørgede for, at de ikke glemte deres jakker. Og du slukkede lyset og slog alarmen til.

Du trænede Jens Stage i flere år. Og du var med rette stolt, da han fik kontrakt i AGF. Faktisk scorede Jens sit første mål for AGF dagen efter din død. Jeg tror ikke, han vidste det på det tidspunkt, men det passede godt sammen. Det ville have glædet dig.

Det er nu i øvrigt heller ikke pointen, Søren. Pointen er, at du var præcis lige så hjælpsom og lige så imødekommende overfor Simon og Kamil på vores fjerdehold, som du var overfor spillerne på dit eget hold. Du skelnede ikke.

Store teenagere er ikke altid så gode til at anerkende. Til at se det store billede. De tager tingene for givet. Det snakkede vi nogle gange om, når de havde pjattet for meget til træning. Eller når I havde tabt om søndagen. Eller når de meldte afbud, fordi de skulle i sommerhus. Det pinte dig. Du tog det nogle gange personligt. Men det skulle du ikke, Søren.

Det var nemlig ikke, fordi de ikke kunne lide dig eller ikke respekterede dig. Så langt fra. De var bare drenge. De elskede dig. Men det, de elskede dig for, var de ting, som teenagere ikke lige får givet udtryk for. Nogle gange glemmer vi andre det også, Søren.

Derfor siger vi det nu. Det er lidt sent, men bedre sent end aldrig, Søren. På vegne af os alle sammen. Os i de orange trøjer.

Vi elskede dig, fordi du altid var der. Fordi vi kunne regne med dig. Fordi du var den, du var. Fordi du var en god træner.

Æret være dit minde.