Menu

Ny Sportschef vil bringe Lyseng op i Gjensidige Kvindeligaen med en stamme af egenudviklede spillere

image Lyseng Pigefodbolds tidligere sportschef Poul Højmose (tv) og ny sportschef pr. 1. juli 2019 Kent Vad Bargisen (th).
11. januar 2020 kl. 12:18
Læs hvad Lyseng Pigefodbolds sportschef, Kent Vad Bargisen, har gjort sig af tanker, refleksioner og overvejelser for fremtiden efter ca. ½ års ansættelse i klubben.

1. december 2019 offentliggjorde Lyseng ansættelsen af Claus Christiansen og Thomas Ambrosius som ny trænerduo for klubbens 1. divisionshold. Ansættelsen af de to markante trænere var et vigtigt første skridt mod ambitionen om at bringe Lysengs førstehold op i Gjensidige Kvindeligaen i løbet af to år med en stamme af egenudviklede spillere.

IF Lyseng har siden 2016 været en del af landets næstbedste kvindefodboldrække. Sideløbende hermed har klubben udviklet sine ungdomshold til kontinuerligt at være blandt landets absolut bedste på alle årgange, ligesom de orange ræve er fast leverandør til DBU’s ungdomslandshold (læs her om Lysengs fantastiske udvikling de sidste 10 år). Fundamentet i Lyseng er med andre ord bundsolidt, og nu er det tid til at tage næste skridt i klubbens udvikling.

I juleferien satte vi Lysengs nye sportschef Kent Vad Bargisen stævne til en snak om hans første halve år i klubben, klubbens ambitiøse målsætninger, og hvordan disse realiseres. Nedenfor kan du læse, hvordan Sportschef Kent Vad Bargisen med sine egne ord beskriver sine og klubbens visioner.

Lysengs fremtid og mit fodaftryk som sportschef

Jeg vil helt overordnet sætte to overskrifter på mine ambitioner som sportschef i Klubben: 

  • Talentudvikling på højeste niveau og i særklasse områdets bedste.
  • Et første seniorhold der kan konkurrere med de bedste i landet.

 

Talentudvikling på højeste niveau

Jeg har den klare holdning, at det vigtigste i en fodboldklub er at talentudvikle! Det er det, der på lang sigt klart skaber det mest solide og holdbare fundament. Det at udvikle udelukker dog ikke at skabe resultater, hverken på kort eller lang sigt, men vores talentudvikling, og vores helt igennem unikke træningsmiljø, er det som skal bære os frem – nu og i fremtiden. Vi har i Lyseng en helt igennem fantastisk træner- og medhjælperstab, som hver dag tilstræber at give pigerne de bedste muligheder for at udvikle sig. Det gælder både som spillere, men også som mennesker. Den seneste ansættelse af Claus og Thomas som trænerduo for 1. divisionsholdet er helt i tråd hermed. De to besidder netop de kompetencer, vi efterspørger, dvs. evnen til at skabe resultater gennem talentudvikling og dette med respekt for den enkelte spiller.

Det med at give plads til det hele menneske betyder i øvrigt utrolig meget for mig – også på det personlige plan. Jeg mener, at jeg personligt, men også klubben, har en pligt til at støtte op om de mennesker, som kommer i vores klub. Det gælder både spillere, ledere, trænere og alle de andre frivillige, der ligger en kæmpe del af deres liv i klubben. Jeg vil i den forbindelse gerne samle kræfterne sådan, at vi alle arbejder i den samme retning. Det gælder både spillere, trænere og ledere og på tværs af herre- og kvindeholdene i Lyseng.

Jeg håber også, at jeg både på kort sigt, men specielt på lidt længere sigt, kan være med til at løfte den kommercielle del af Lyseng. Her har man jo allerede lavet en spændende erhvervsklub, og jeg glæder mig til at se, hvad et sådant tiltag kan føre med sig. Der er ingen tvivl om, at vi som klub har brug for aktive sponsorere, hvis vi skal lykkedes med at tage næste skridt. Herfra skal derfor lyde en åben invitation til nye såvel som gamle sponsorere til at melde sin interesse, hvis man gerne vil være en central del af at bringe vores fantastiske pige- og kvindefodboldprojekt i Lyseng yderligere fremad.

Talenttræningen, som Lyseng løbende afholder med vores samarbejdsklubber i Østjylland, er en af de ting, som imponerer mig mest. At se alle disse spillere komme ind til os fra samarbejdsklubberne for at blive bedre til fodbold, er utroligt inspirerende og fascinerende. De mennesker som arbejder med denne del, har en kæmpe andel i, at Lyseng har et godt navn i talentudviklingskredse.

En af mine andre væsentlige opgaver er jo at sørge for, at vi fastholder vores DBU ungdomslicens. Denne del er jeg allerede godt i gang med og tager for alvor fat på i den kommende tid. Det bliver jo nok lidt hårdt og slidsomt første gang for mig, men jeg tager opgaverne med et smil, da vigtigheden af DBU’s ungdomslicens for Lyseng heraf ikke kan overvurderes.

 

1. kvindesenior i Gjensidige Kvindeligaen

Det har i flere år været Lysengs ambition at tage det sidste skridt op i landets bedste kvinderække -  Gjensidige Kvindeligaen. Potentialet på både ungdoms- og seniorniveau er som nævnt stort, og jeg vil som sportschef arbejde for, at vi indløser potentialet. De spillere, som skal tage Lyseng til næste niveau, skal være en stamme af Lysengspillere, der har været igennem vores gode talentudviklingsmiljø. Det tror jeg på er realistisk med de mange dygtige piger, jeg har set til træning og kamp i Lyseng. De etablerede seniorspillere får stor betydning for den fremtidige succes – både i sig selv og i forhold  kommende talenter også kan slå igennem. Det kunne naturligvis være spændende, hvis der også var et par andre ambitiøse spillere udefra, der også kunne se perspektiverne i at blive en del af vores klub, ligesom eksempelvis Camilla Andersen (der er den mest scorende ungdomslandsholdsspiller i Danmark nogensinde) gjorde sidste år.

I forhold til den nye trænerduo, ser jeg ansættelsen af denne som den helt rigtige løsning for vores bedste kvindehold i fremtiden. Claus har den helt rette profil som træner, og har vist resultater med de hold, han tidligere har trænet. Han har også været dygtig til at udvikle de enkelte spillere. I Skanderborg var 11 af spillerne i 2. division eksempelvis spillere, der var med hele vejen fra serie 2. Claus blev desuden kåret til årets træner i Danmark i 2012. Da Claus også har et godt navn i Århus, gør det, at han er en spændende kommerciel profil, som vi kan bruge i vores branding og markedsføring af Lyseng. På denne måde kommer der synlighed på nuværende og kommende sponsorer og ved denne ansættelse viser vi, at vi står stærkt til fremtiden. Thomas er samtidig den helt ideelle assistenttræner, der via sine tidligere trænerhverv i Lyseng har et indgående kendskab til klubbens talentudviklingsmiljø og truppen, og som derfor vil være en vigtig sparringspartner for Claus.

Kent Vad Bargisen har nu haft den første halvsæson i Lyseng, og er på mange måder blevet bekræftet i klubbens potentiale byggende på et stærkt talentudviklingsmiljø. Nedenfor giver Kent et spændende indblik i hans første halvår som sportschef.

 

Min debut-halvår i IF Lyseng som sportschef

Da Poul første gang henvendte sig til mig og spurgte, om jeg ville være hans efterfølger som sportschef, var det ikke noget, som jeg havde tænkt over. Jeg var lige begyndt med målmandstræning, og skulle tage over efter Søren Hoppe. Så det var ikke lige de tanker, jeg havde gjort mig. Men efter at han og pigeledelsen have fremlagt tankerne, var det en opgave, jeg rigtig gerne ville være en del af. Selvom det aldrig er let at efterfølge en så afholdt person og mangeårig leder som Poul, så er det jo også deri det spændende ligger. Med al mulig respekt for alt det flotte arbejde, der er lavet indtil nu, vil jeg prøve at sætte mit fodaftryk på tingene hen ad vejen.

Det første halve år har budt på mange spændende og udfordrende ting, som jeg ikke lige havde set komme. Men betyder bare, at man som person vokser med opgaven med hjælp fra de mange dygtige mennesker, der er i klubben.

Det indtryk jeg fik af klubben, da jeg startede, var at der lå utrolige ressourcer bag alt det arbejde, der bliver gjort for spillerne. Der er naturligvis altid noget, der kan gøres bedre, og som kan udvikles, men der er, i min optik, skabt et rigtig godt fundament til at arbejde ud fra. Så er det op til blandt andet mig, i samarbejde med de andre i klubben, at udvikle og forbedre dette, der hvor det kan lade sig gøre, og hvor det giver mening.

Noget af det som jeg glæder mig meget til at arbejde med i Lyseng er den store talentmasse og alle de dygtige spillere, der er i klubben. Det er jo naturligvis trænerne, specialtrænerne mfl., der har det direkte daglige arbejde, men det er en af mine fornemste opgaver at skaffe de bedste trænere af slagsen. Samtidig er det at arbejde med de enkelte spillere, sådan at de kan nå det højest mulige niveau, noget som jeg finder virkelig spændende.

 

Min dobbeltrolle i klubben

Flere har spurgt til min dobbeltrolle i klubben. Jeg har jo, samtidig med at jeg er klubbens sportschef, også en opgave som målmandstræner for pigerne. Denne del var jo egentlig det, der bragte mig til Lyseng i første omgang. At klubben efterfølgende så ønskede mig som sportschef - gjorde mig kun stolt. Men målmandstræningen vil jeg ikke undvære. Det er der, hvor jeg især samler ny energi og har det sjovt. Jeg elsker at udvikle og inspirere spillerne omkring mig. Og den del gør også, at jeg har min daglige gang på træningsbanerne. På den måde kan det hjælpe med til, at folk kommer og snakker om alt lige fra selve træningen til spillerne samt klubben i al almindelighed.

Til sidste vil jeg fremhæve, at jeg vil bestræbe mig meget for at gøre det muligt for vores spillere og ledere at lykkes. Det er mit ansvar, hvis vi ikke udvikler spillerne tilstrækkeligt og samtidig laver tilfredsstillende resultater. Derfor kikker jeg naturligvis hele tiden efter ting, som vi kan udvikle på, samtidig med at vi forsøger at høste de lavt hængende frugter først.

Mange sportslige hilsner

Kent Vad Bargisen

Sportschef, IF Lyseng-pigeafdelingen

Information om cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikke videre på siden, accepterer du vores brug af cookies
Luk