Menu

Nyhed: Spil gåfodbold med IF Lyseng

image IF Lysengs klubmiljøansvarlige Rikke Madsen er aktivitetsleder for det nye tilbud om gåfodbold i IF Lyseng.
21. januar 2024 kl. 10:39
Gåfodbold i IF Lyseng er et nyt tilbud for spillere i alle aldre. Gåfodbold er sjovt både for øvede spillere, for nybegyndere og for genstartere.

For gammel, for stive ben, for dårlig form? Havde du forlængst droppet tanken om at spille mere fodbold i dit liv eller om at komme i bedre form?

Det er der sandelig ingen grund til.

Tværtimod: Det er tid til en ny start med fodbold hos IF Lyseng.

Jyllands største fodboldklub inviterer til et helt nyt tilbud, IF Lyseng Gåfodbold, som skal give både de ældre, de uøvede, de formsvage og dem, der ønsker et mere skadesfrit tilbud om fodbold, lyst til at komme ud på fodboldbanerne og i gang med en fornøjelig, skånsom, sund og social udgave af fodboldspillet.

Gåfodbold (walking football) har i de senere år gået sin sejrsgang i mange lande i Europa. Gåfodbold er helt almindelig fodbold på en lille bane. Bare med den lille finesse, at man ikke må løbe efter bolden. Man må kun gå hurtigt...

Det lyder måske akavet, men pulsen kommer hurtigt op, og man må også gerne lægge lækre afleveringer eller overrumplende skud eller finter og opleve fornøjelsen ved et godt gennemspillet angreb - præcis som i klassisk fodbold.
  • Man må ikke løbe efter bolden, men gerne gå hurtigt
  • Målmanden er 'fredet' i feltet.
  • Målene er mindre for at gøre spillet mere skånsomt.
  • Man spiller bolden ind med fødderne ved indkast.
  • Man må ikke aflevere bolden højere end hoftehøjde.
  • Man må ikke tackle hårdt.
Erfaringen viser, at selv inkarnerede spillere, som har gjort hele turen med fra barn til oldboys, snart finder lige så stor fornøjelse ved gåfodbold som ved andre former for fodbold. 'Fornemmelsen' af fodbold er helt intakt, selv om det er gåfodbold.
Spillerne er typisk fra 50 år og langt op i pensionsalderen, men alle aldersgrupper og færdighedsniveauer er velkomne til gåfodbold i If Lyseng. Vores aktivitetsleder sørger for, at alle føler sig godt tilpas.
Hvis du sidder og tænker, at "det kunne da være meget sjovt, men jeg er vist blevet lidt for gammel," så er du lige præcis i målgruppen for gåfodbold. Det er bare at komme i gang - eller at komme i gang igen. Der er masser af eksempler på spillere, som først er begyndt på gåfodbold højt oppe i pensionsalderen. Man bliver bidt af det. Hvis du allerede er træner, leder eller spillet på et af Lysengs andre hold, er du også velkommen til træningen i gåfodbold.
Takket være et tilskud fra Aarhus Kommunes 'Bevæg dig for livet' pulje kan vi tilbyde gratis opstart i foråret 2024.
Fra efteråret bliver Gåfodbold et helt almindeligt hold i IF Lyseng, og man skal være medlem af klubben for at spille med, kontingentet bliver fra efteråret på (ca.) 600 kr. pr. halvår.
Vi træner fra den 26. februar hver mandag kl. 14.00-15.00 på kunstgræsbanen. Der er mulighed for omklædning i klubhuset, og vi mødes efter træning til en kop kaffe i Café Ræven.
Fornuftig påklædning: Det er koldt, og man må gå sig varm... Fodboldstøvler er en fordel, men intet krav her i opstarten. Gode kondisko er også OK.
Kom til informationsmøde om gåfodbold i IF Lyseng, mandag den 19. februar kl. 14.00-15.00. Tilmelding dig hos Rikke Madsen.
Kontaktperson og aktivitetsleder for IF Lyseng Gåfodbold: Klubmiljøansvarlig træner Rikke Madsen, klubmiljoe@lyseng.dk, 60377523.
Meld dig ind i Facebookgruppen IF Lyseng Gåfodbold på dette link.
Læs mere:
Som en del af forberedelserne til vores nye tilbud om gåfodbold besøgte vi træningen hos Silkeborg IF Gåfodbold. Læs mere om de herlige gutters store fornøjelse ved gåfodbold i denne artikel: Når fodbold går nye veje.
Information om cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikke videre på siden, accepterer du vores brug af cookies
Luk