Menu

Over 100 trænere og ledere til genstartsaften

image
RGT
14. oktober 2021 kl. 15:42

Over 100 trænere, ledere og frivillige mødte op på IF Lysengs ’genstartsaften’ med god mad og åbne fadølshaner i løbet af en rigtig hyggelig onsdag aften i klubhuset. Fremmødet var så godt, at vi måtte bestille yderligere madforsyninger i løbet af aftenen. 

Vi ser som klub ind i en vintersæson, hvor vi bliver ekstremt hårdt pressede på banekapacitet og træningstider. Derfor er vi nødt til at være yderst fleksible og hjælpe hinanden med at få hverdagen til at fungere ude på træningsbanerne i de kommende måneder. I den sammenhæng er gode sociale relationer, samarbejdsvilje mellem trænere, hold og årgange og en nogenlunde fælles forståelse af, hvad vi skal levere som fodboldklub for vore næsten 1.500 aktive fodboldspillere, helt afgørende for, at IF Lyseng kan fortsætte den positive udvikling. 

Derfor er sociale anledninger og uformelle relationer mellem de mange frivillige uhyre vigtige. Under corona-krisen har mulighederne for at samle folk på tværs af hold og årgange været begrænsede, og vi var rigtig glade for at se så stort fremmøde på denne genstartsaften. Vi kommer til at gentage arrangementer af denne type i fremtiden. 

Et stort tak fra formanden 

I løbet af genstartsaftenen var der små informative oplæg fra de ansvarlige for forskellige afdelinger såsom børn (drenge og piger), talent, 3. division herrer, dameungdom/senior, ungsenior herrer samt facilitetsudvikling. Formand H.C. Hansen udtrykte på bestyrelsens vegne en stor tak til klubbens mange trænere, ledere og hjælpere:  

- Det her er vores anledning til at sige tak til alle de frivillige og trænere, som knokler hver evig eneste dag for at klubben fungerer. Vi er intet uden jer. I øjeblikket har alle monstertravlt, så vi har forsøgt os med det her uformelle arrangement, der kan passe ind i hverdagen, og hvor alle får mulighed for at sætte ansigt på hinanden, lød det.  

H.C. lagde heller ikke skjul på, at vi altid kan bruge flere hjælpende hænder på mange forskellige positioner i foreningen (trænere, arrangementshjælpere, café, holdledere, sponsorpleje osv.). Tag endelig fat i H.C., hvis du gerne vil give en hånd med. 

Da lysene slukkede efter en fin aften, var der stadig liv oppe på kunstgræsbanen. Her viste vores U16.2 træner Omar Al Rashid lige, hvordan det skal gøres i praksis med årets projektil af et sejrsmål til 2-1 fra 25 meters afstand tre minutter før tid i serie 4’s sene aftenkamp mod FFD Kralupy. Passende afslutning på en rigtig god dag… 

Tak til Genstartspuljen administreret af DIF og DGI, som gjorde arrangementet muligt.

Information om cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikke videre på siden, accepterer du vores brug af cookies
Luk