Menu

Velkommen til Kent – ny målmandstræner på pigesiden i Lyseng

image Kent Vad Bargisen
Bjarne Nørgaard
02. maj 2019 kl. 20:22

Det er med stor glæde, at vi nu kan præsentere Kent Vad Bargisen som ny målmandstræner i Lyseng. Kent vil løbende tage over efter Søren Hoppe, som stopper omkring sommerferien. Sammen med Paw Jensen og Jesper Friis Sørensen skal Kent fremadrettet varetage videreudviklingen af et i forvejen godt træningsmiljø for målmændene i Lyseng.

Hvem er Kent?

Udover at være far til 2 piger, er Kent 45 år, bor i Kristrup ved Randers og arbejder i Århus Nord. Han en meget rutineret herre idet hans trænerkarriere startede helt tilbage i 1991. På uddannelsessiden har han en lang række kurser bag sig - herunder et målmandstrænerkursus svarende til M1 / samt hvad der svarer til A-Licens, taget under den gamle DBU-uddannelse. Erfaringer har han også masser af. Han har bl.a. trænet målmænd fra det øverste niveau i Danmark. Her er et uddrag af de sidste 20 års træner-stillinger:  

  • 2016-2018 - cheftræner for Romalt IF Damesenior i Kvinde serien.
  • Cheftræner for senior herrehold i Viborg FF (Klubbens 2. hold), Vorup FB (Jyllandsserien), Vivild IF (Serie 1 & jyllandsserien) og Sønderhald IF (Serie 3).
  • Cheftræner for diverse ungdoms herrehold i Viborg FF (U19 liga 1), Vorup FB (Drenge & Junior mesterrække), FC Djursland (U19 liga 1).
  • 2005-2007 – træner for Horsens SIK Damesenior i Elite- og 1. Division.
  • 2005-2007 - målmandstræner Horsens SIK Divisions målmænd. (A, U19 & U17 Landshold målmænd).
  • Cheftræner for senior damehold i Vorup FB og Randers Freja.
  • 1999-2001 - målmandstræner i Vorup FB Damejunior (U16, U17, U19 landshold).

Derudover har Kent de sidste 3 år været målmandstræner på Goalkeeper Academy i Viborg.

Tiden er nu kommet til at prøve kræfter med et målmandtræner-ansvar i Lyseng. Kent udtaler ”Jeg ser mange muligheder i at være med til at videreudvikle målmændene i Lyseng, med det stærke fundament der er på alle pigeårgange, samt det gode træningsmiljø der allerede nu er herude”.

I sit valg af Lyseng som detnæste sted for ham at ’dyrke’ sin passion som træner, siger Kent endvidere ”Der var god kemi fra starten af. Den måde jeg er blevet introduceret på, og det oprigtige ønske om mit bidrag, har været helt fantastisk. Jeg var overvældet over den måde som folk har taget imod mig på. Det siger meget om værdierne i klubben. Og da Lyseng prioriterer ’det hele menneske’ først, hvilket er vigtigt for mig, var jeg ikke i tvivl om mit valg af Lyseng som klubben, hvor jeg ønsker at videreudvikle mig selv, klubbens målmænd og hele træningsmiljøet”.

I interviewet af Kent er det tydeligt, at han er en meget passioneret og empatisk person, som brænder for at være med til at videreudvikle vores i forvejen dygtige målmænd. Han er kendt som en meget talende, coachende træner, som roser meget – men ved også hvornår der skal ’strammes op’.

Ved spørgsmålet om hvad han gerne vil være kendt for – svarer han ”Målmænd er ’last line of defense’ så jeg har naturligvis fokus på det mentale, for det spiller ind her. Det pres der hviler på målmænd på højt niveau, er anderledes end for markspillerne, ikke at det er mindre. Det er bare anderledes. Ellers er det tekniske vigtigt at fokusere på, her skal grundpillerne være solide, sådan at basis er i orden. Den taktiske del og samspillet med forsvaret er en del som oftest foregår i forbindelse med holdtræningen, men den er mindst lige så vigtig som alt det andet. Jeg kan også godt lide at ’nørde’ i detaljen i alle træningsøvelserne, både i forhold til det mentale og tekniske. Jeg vil gerne være kendt for at være inspirerende, begejstret og som én der kan lære fra sig. Folk vil også opleve at jeg ikke kan lade være med at blive begejstret når før jeg er i gang. Jeg elsker simpelthen bare spillet”.

Et stort velkommen til Kent

Information om cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikke videre på siden, accepterer du vores brug af cookies
Luk